Demokraternes sejr?

Den 2. november 2010 blev der efter en særdeles beskidt og dollartung valgkamp afholdt midtvejsvalg i USA, hvor det republikanske parti overtog kontrollen med repræsentanternes hus, mens demokraterne med nød og næppe bevarede deres flertal i senatet. Umiddelbart kan indlæggets titel virke misvisende, da republikanerne jo gjorde et klart indhug i demokraternes magt og dermed svækkede Obamas fremtidige handlemuligheder, men hvis man graver et spadestik dybere i analyserne, er valgresultatet måske ikke så ringe endda for demokraterne udgangspunktet taget i betragtning og kan muligvis gavne Obama frem til og under næste præsidentvalgkamp.

Den amerikanske økonomi er mildt sagt medtaget efter, at landet har været gennem den værste økonomiske krise siden 1930'erne med hvad dertil hører af bankkrak, konkurser og massefyringer. Arbejdsløsheden ligger stadig omkring de 10 procent, og i et land, hvor det sociale sikkerhedsnet er nærmest ikke-eksisterende, bliver folk stadig mere desperate, efterhånden som deres opsparing slipper op, og de tvinges fra hus og hjem af kreditorerne. I en sådan situation er det ikke uforståelig, hvorfor vælgerne retter deres vrede mod Det Hvide Hus og demokraterne i kongressen, også selvom Obama ikke kan tages til indtægt for krisen, men faktisk på flere måder har arbejdet hårdt for at rette op på økonomien.

Barack Obama trådte til som præsident på det mest kritiske tidspunkt under den økonomiske krise og arvede samtidig et kæmpe budgetunderskud efter George W. Bush, som havde soldet et pænt overskud fra Clinton op på skattelettelser samt krigene i Irak og Afghanistan. Obama trak straks i arbejdstøjet og gennemførte flere store stimuluspakker for at redde banker og virksomhed fra kollaps samt pumpede store summer ud til infrastrukturprojekter for at redde den skrantende byggesektor. Flere har efterfølgende kritiseret den såkaldte Obamanomics for ikke at håndtere problemerne korrekt og øge budgetunderskuddet til nye højder, men hvis man ser på markedets egne tal, tegner der sig et noget andet billede. Ifølge Bloomberg Businessweek har Obama ført en fornuftig økonomisk politik, som fik bragt en stopper for recessionen, reddet flere millioner jobs i udsatte sektorer samt fået aktiemarkedet tilbage på ret kurs. Som Boeings CEO Jim McNerney udtaler: "This Administration deserves significant credit." Det store problem for demokraterne er dog, at arbejdsløsheden ikke er på vej ned, men kun har stabiliseret sig på et højt niveau, hvorfor vælgerne naturligt nok ikke kan få øje på de ønskede forbedringer. Newsweek peger her på to signifikante årsager til demokraternes nederlag ved midtvejsvalget nemlig dårlig kommunikation samt vælgernes lave abstraktionsniveau. Demokraterne havde politikken, men var simpelthen for dårlige til at kommunikere denne til vælgerne for at lade dem forstå perspektiverne i den gennemførte plan, herunder at det tager tid for erhvervslivet at skabe nye arbejdspladser. Samtidig har den nyligt arbejdsløse amerikanske vælger svært ved at se, at situationen kunne have været meget værre, hvis ikke demokraterne havde gennemført deres økonomiske redningsplan.

Ovenstående samt den generelle republikanske kritik af sundhedsreformen taget i betragtning virker resultatet af midtvejsvalget knapt så hårdtslående for demokraterne, som har siddet med hele ansvaret de seneste to år. I kampen om repræsentanternes hus led de et forventeligt nederlag, men bevarede overraskende nok flertallet i senatet, hvilket kan tilskrives Tea Party kandidaterne i Nevada, Delaware og Alaska, som havde vundet den republikanske nominering over de mere traditionelle kandidater. Derudover blev flere højtstående demokrater genvalgt herunder flertalslederen af senatet Harry Reid, den tidligere flertalsleder af repræsentanternes hus Nancy Pelosi samt det kontroversielle medlem af repræsentanternes hus Barney Frank.

Valgresultatet kan sagtens ses som en svækkelse af præsidents magtposition og som en ulempe op til valget i 2012, men kan ligeledes vise sig at være til gavn for Obama på i hvert fald to måder. For det første betyder den republikanske overtagelse af repræsentanternes hus, at Obama og demokraterne ikke sidder alene med magten og dermed det fulde ansvar. For det andet er flere Tea Party kandidater valgt ind i kongressen, og selvom de mest fanatiske (eks. Christine O'Donnell og Sharron Angle) ikke er blandt dem, kan det blive svært for blandt andre flertalslederen af repræsentanternes hus republikaneren John Boehner at kontrollere dem alle, hvilket kan skade det republikanske sammenhold, hvis Obama vælger at appellere til de mere moderate republikanere. Forholdet mellem de traditionelle republikanere og Tea Party bevægelsen er fra begyndelsen anspændt, og Sarah Palins planer om at stille op til præsidentposten i 2012 har fået toppen af det republikanske parti til at prøve at finde en mere samlende kandidat. Med Tea Party bevægelsen står republikanerne overfor et helt fundamentalt dilemma, som i værste fald kan koste dem valgsejren. Hvis en republikaner fra Tea Party bevægelsen nomineres er risikoen, at medianvælgeren flygter over til Obama og demokraterne, mens risikoen ved at nominere en mere moderat republikaner er, at Tea Party vælgerne bliver hjemme.

Midtvejsvalget kan derfor hverken ses som en klar sejr for republikanerne eller et klart nederlag for demokraterne. Til gengæld kan det ende ud som et klart nederlag for de amerikanske borgere, hvis ikke republikanerne og demokraterne med Obama i spidsen kan finde fælles fodslag og gennemføre den lovgivning, som er nødvendig for den amerikanske økonomi.

Sort arbejde og skat

Som Rockwool Fondens Forskningsenhed gennem en spørgeskemaundersøgelse tilbage i juni 2010 dokumenterede har et stort flertal af danskerne enten købt sort arbejde det seneste år eller har været villig til det. Resultatet af disse ulovligheder for de offentlige kasser er et anseligt tab af skatteprovenu, som løber op i flere milliarder kroner om året. Skattekroner som kunne have været brugt på forbedret velfærd, betydelige skattelettelser eller til at betale af på den offentlige gæld alt efter politisk orientering og temperament.

Det store omfang af sort arbejde tilskrives af flere liberale debattører det høje danske skattetryk, hvorfor en lempelse af skatterne til en vis grad vil afhjælpe problemet. Ræsonnementet er som følger: De høje skatter medføre øgede priser på forskellige tjenesteydelser herunder håndværkerarbejde udført legalt, hvorfor flere borgere enten vælger at få arbejdet udført sort eller finder den indre handyman frem og gør det selv. Hvis skattetrykket lempes vil borgerne i stedet vælge at få gjort rent eller bygget en carport på legal vis, hvorved de penge man giver i skattelettelser vil komme tilbage via øget økonomisk aktivitet i samfundet.

Herunder vil hypotesen om at lavere skat medfører mindre sort arbejde blive efterprøvet med udgangspunkt i to EU-rapporter. Den første, Undeclared Work in the European Union, er en spørgeskemaundersøgelse, hvor et repræsentativt udsnit fra hvert af de europæiske lande er blevet spurgt til sort arbejde herunder både efterspørgsels- og udbudssiden. Der er altid en vis usikkerhed ved at benytte spørgeskemaundersøgelser, da respondenterne har mulighed for at svare usandt på spørgsmålene, men da sort arbejde af gode grunde ikke registreres noget sted, er denne fremgangsmåde nødvendig. Den anden, Taxation trends in the European Union, opgiver en lang række skatteprocenter fra medlemsstaterne herunder både direkte og indirekte skatter. I denne forbindelse er valgt det gennemsnitlige skattetryk, hvor forskellige typer af skat indgår, hvilket skyldes, at prisen på tjenesteydelser påvirkes af flere typer af skat herunder håndværkerens indkomstskat, virksomhedens selskabsskat og momsen på selve udførelsen og de anvendte råvarer. Desuden medregnes Social Security Contributions (SSC) dvs. de obligatoriske velfærdsbidrag, som indbetales i flere kontinentaleuropæiske lande til eksempelvis arbejdsløshedsforsikring og pension.

I den første af nedenstående grafer er skatteprocenten plottet ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har købt produkter eller tjenesteydelser sort, er plottet op af y-aksen. I den anden graf er skatteprocenten igen plottet ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har udført sort arbejde, er plottet op af y-aksen. I rapporten om sort arbejde vurderer respondenten, hvor stor risikoen er for at blive pågrebet, hvilket kunne være interessant at inddrage i undersøgelsen. I den tredje graf plottes derfor andelen, som vurderer risikoen for høj, ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har købt produkter eller tjenesteydelser sort, er plottet op af y-aksen. I den fjerde graf er andelen, som vurderer risikoen for høj, igen plottet ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har udført sort arbejde, er plottet op af y-aksen. Hver blå firkant repræsenterer et land.

Konklusionen: Der er kun en ganske svag positiv sammenhæng mellem skatteprocenten og efterspørgslen efter sort arbejde, mens den positive sammenhæng er lidt stærkere mellem skatteprocenten og udbuddet af sort arbejde. Det mest interessante er dog, at sammenhængen mellem den vurderede risiko for at blive pågrebet og såvel efterspørgslen efter og udbuddet af sort arbejde er mere klar. Det kan derfor ud fra analysen bedre betale sig at investere i mere kontrol fra skattemyndighedernes side end at give skattelettelser, hvis målet er at mindske omfanget af sort arbejde.

Agurketid i Danmark

Sommertid er ikke kun en dejlig tid med sol, varme og grillmad, men ligeledes en frygtelig irriterende tid med svedende mennesker, pågående insekter og agurketidsprægede nyhedsredaktioner. I særlig grad kan sidstnævnte være en pestilens for samfundsinteresserede borgere, som grimmes flere gange ugentligt, når avisen bladres ud, radioen tændes eller aftensnyhederne toner frem på skærmen, og de skal belemres med desperate journalisters ligegyldigheder. Disse kan tage form af personrelaterede petitesser, hvilket sagerne med Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er glimrende men desværre ikke enestående eksempler på i sommervarmen. Jeg vil i denne forbindelse inddrage min gode studiekammerat Erik Gahner, som for nylig skrev en skarp kommentar vedr. netop disse to personsager, og give ham helt ret. De danske vælgere burde i langt højere grad have fokus på det konkret politiske frem for de folkevalgtes moral, som i bund og grund hverken er større eller mindre end resten af befolkningens. Når det er sagt har medierne dog det ansvar ikke bare at følge en folkestemning, selvom dette måske på kort sigt er til gavn for læser- og seertallene, men overveje relevansen af det trykte og elektroniske materiale.

Endnu en dårligdom under agurketiden er mediernes store fokus på selv de mest uigennemtænkte politiske forslag. Det er særlig Dansk Folkeparti, som på dygtig men usmagelig vis forstår at udnytte situationen og præsentere det ene populistiske forslag efter det andet. Det første af to sådanne forslag her til sommer omhandler for gud ved hvilken gang udlændingeområdet, hvor 24-årsreglen skal strammes op til en 28-årsregel. Argumentet fra Kristian Thulesen Dahl går på, at eftersom 24-årsreglen har vist sig effektiv mod tvangsægteskaber, vil det være ganske naturligt at lade den afløse af en 28-årsregel. Der er dog på ingen måde klarhed over, hvorvidt den regel, som siden 2002 har afholdt danske mænd og kvinder fra at finde sammen med deres bedre halvdel i Danmark, rent faktisk virker og hindrer de arrangerede ægteskaber, hvorfor dette som minimum bør undersøges til bunds, inden reglerne strammes yderligere. Det ser mere ud til at være endnu et forsøg på at holde muslimske indvandrer ude af landet frem for at imødegå tvangsægteskaber, hvilket er en skam, da enhver borger i et liberalt samfund har ret til at vælge sin egen ægtefælde. Den samlede opposition tog straks afstand fra forslaget, og selv om Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen ikke umiddelbart havde nogle problemer, var regeringspartierne dog ligeledes negativt stemt. På trods af denne behagelige modtagelse af forslaget, kan man dog ikke ånde lettet op endnu, da regeringspartierne har for vane at give efter, når de bliver mindet om, at ministerbilerne ikke er købt, men kun leaset af Pia Kjærsgaard.

Det andet og seneste forslag fra Dansk Folkeparti er øget overvågning i ældreplejen, hvilket sker på baggrund af TV2's afsløringer af hjemmehjælpere, som angiveligt skulle have brugt arbejdstiden på private indkøb, restaurantbesøg og timelange pauser. Det lyder umiddelbart rimeligt, at det offentlige holder styr på, hvorledes skattekronerne bliver anvendt, således at de ældre får den optimale pleje. Man må dog alligevel stoppe op, når ressourcespørgsmålet melder sig, da kontrolbesøg på ingen måde er gratis. Enten må der tilføres flere midler til ældresektoren, eller også må ressourcer til pleje overføres til kontrol. Det første kan blive mere end svært med nulvækst og stramme kommunale budgetter, mens sidstnævnte ikke kan betegnes som andet end ressourcespild. Desuden er det formentlig kun et forsvindende lille antal af hjemmehjælperne, som rent faktisk snyder, hvilket fint illustreres af, at flere af de personer TV2 afslørede senere har vist sig at være uskyldige. På overfladen kan dette forslag se ganske fornuftigt ud, men ved nærmere eftertanke virker det både uigennemtænkt og som tidsspild. Heldigvis har hverken opposition eller regering erklæret sig enige med forslaget, men som tilfældet var med ovenstående, skal man ikke ånde lettet op, før enten Lars Løkke eller Pia Kjærsgaard har kastet håndklædet i ringen.

Kritikken af mediernes omtale af de to kommenterede forslag skal ikke forstås som et ønske om censur af Danske Folkeparti eller dets politik. Alle partier har ret til at blive hørt og respekteret uagtet deres politiske ståsted. Mit problem er den uforholdsmæssige store opmærksomhed medierne tildeler reelt uvæsentlige forslag, blot fordi disse er aktuelle, frem for at stille skarpt på større sager såsom velfærdsstaten, klimaforandringer og den internationale økonomi. Dette ændrede fokus kunne forhåbentlig ved samme lejlighed fjerne det evindelige personfnidder, agurketiden bringer med sig.

Update: VM 2010

For omkring 2 uger siden blev den afsluttende kamp spillet mellem Holland og Spanien, som begge havde til gode at vinde deres første verdensmesterskab. I dagene forinden havde Holland vundet den første semifinale 3-2 over Uruguay, Spanien den anden semifinale 1-0 over Tyskland, og i bronzekampen løb det tyske mandskab fortjent med tredjepladsen efter en 3-2 sejr over de uruguayske spillere. I finalen trak Spanien efter forlænget spilletid det længste strå mod Holland og kunne med en sejr på 1-0 løfte det over 6 kg tunge trofæ. Dette samt de tre øvrige kampes resultater stemmer dermed fint overens med den rapport af Goldman Sachs, som blev refereret her på bloggen for et par uger siden, da holdet med den største vinderchance i alle de fire kampe besejrede sin modstander.

Ifølge den hollanske bank ABN Amro, hvis rapport ligeledes blev refereret her på bloggen, burde tyskerne dog have vundet guldet frem for spanierne, da et sådant udfald ville have været mest optimalt for verdensøkonomien, idet en sejr kunne have skabte mere optimisme og øge privatforbruget og investeringerne til gavn for den store tyske økonomi. Det vigtige tyske nøgletal IFO-indekset viser dog med en overraskende stigning fra juni til juli måned, at de tyske forbrugere måske alligevel trods nederlaget til Spanien oplever en boblende optimisme. Indekset bygger på indberetninger fra 7000 tyske virksomheder, som dels vurderer den nuværende økonomiske situation, dels giver et bud på situationen om seks måneder, hvorved det i væsentlig grad afspejler de tyske industrilederes tillid til økonomien. Den overraskende fremgang, som er den største siden genforeningen, øger sammen med de seneste måneders stigninger (jf. nedenstående graf), muligheden for at Tyskland kan holde dampen oppe i de kommende år og trække resten af Europa med ud af de stadig hårde økonomiske tider

VM 2010

Verdensmesterskaberne i fodbold har efter 60 kampe, stor dramatik og alt for megen vuvuzela-larm nået sin afsluttende uge, hvor semifinalerne spilles den 6. og 7. juli, bronzekampen den 10. juli og finalen den 11. juli. Den første semifinale står mellem Holland (nr. 4) og Uruguay (nr. 16), mens de to store fodboldnationer Tyskland (nr. 6) og Spanien (nr. 2) tørner sammen i den anden (placering på FIFA's Verdensrangliste 2010 i parentes).

Holland blev klar vinder af gruppe E med sejre over Danmark, Japan og Cameroun. I ottendedelsfinalerne besejredes Slovakiet, mens Brasilien overraskende og på trods af en føring i første halvleg blev slået ud af holdet i kvartfinalerne. Uruguay vandt ligeledes sin gruppe med sejre over Mexico og værtsnationen Sydafrika samt uafgjort mod et fransk hold, som har spillet et helt uacceptabelt verdensmesterskab. I ottendedelsfinalerne slog holdet Sydkorea ud af turneringen, og efter en højspændt kvartfinale med straffesparkskonkurrence måtte Ghana som det sidste afrikanske hold forlade Sydafrika. Holland har stadig til gode at vinde VM, mens Uruguay har kunnet løfte trofæet to gange.

Det unge tyske hold havde en forrygende start på gruppespillet med en 4-0 sejr over Australien, og blev på trods af et nederlag til Serbien vinder af gruppe D, da holdet vandt den tredje kamp mod Ghana. I ottendedelsfinalerne blev England sendt ud af turneringen, mens Argentina overraskende måtte samme vej i kvartfinalerne. Spanien fik efter nederlaget til Schweiz orden på sit spil og vandt sin gruppe efter sejre over Chile og Honduras. I ottendedelsfinalerne slog holdet nabolandet Portugal, og efter en kvartfinale med to brændte straffespark blev Paraguay ligeledes slået ud af turneringen. Tyskland har hele tre gange vundet VM, mens Spanien endnu ikke har vundet titlen.

De fire resterende kampe bliver som ovenfor antydet spillet mellem nogle af verdens stærkeste fodboldnationer, hvorfor der er lagt op til nogle spændende og åbne opgør. Herunder vil der på baggrund af forskellige matematiske og økonomiske kalkuler blive givet et kvalificeret bud på en vinder, samt hvilket hold man skal holde med for at styrke verdensøkonomien.

I deres rapport The World Cup and Economics har den amerikanske bank Goldman Sachs udregnet, hvor stor sandsynlighed de 32 hold har for at vinde VM. Beregningerne er baseret dels på FIFA's Verdensrangliste, dels på hvilke odds de forskellige bookmakere giver holdene. Ifølge rapporten har Spanien 10,46 pct. chance efterfulgte af Tyskland med 9,4o pct., mens Holland og Uruguay følger efter med henholdsvis 7,07 pct. og 2,11 pct. chance. Man må derfor konkludere, at Spanien har gode muligheder for at hive sin første VM titel hjem, selvom rapporten på ingen måde skal tages som den endelige sandhed (Brasilien står med 13,76 pct. som den mest sandsynlige vinder).

Selvom Spanien ifølge Goldman Sachs ligner en kommende verdensmester, skal man dog holde med Tyskland, hvis man skal følge rådet fra den hollandske bank ABN Amro, som i rapporten Soccernomics 2010 analyserer sig frem til, hvorfor verdensøkonomien har bedst af en tysk vinder. Dette skyldes, at en sejr kan være med til at øge privatforbruget i vindernationen, og hvis verdensøkonomien skal have det optimale ud af VM, skal vinderen helst findes blandt de store økonomier. Japan er en større økonomi end Tyskland, men den japanske import er ikke stor nok til at verdensøkonomien vil få det optimale ud af en sejr, hvorfor Tyskland er den optimale vinder. Banken har regnet sig frem til, at en VM-vinder i gennemsnit får et ekstra økonomisk løft på 0,7 procentpoint af BNP, hvilket skyldes, at en sejr kan skabe mere optimisme og øge forbruget og investeringerne. Rapporten fastslår samtidig, at en sejr for USA helst skal undgås, da forbrugerne her allerede lever over evne og ikke skal fristes til at forbruge mere. En tak skal derfor lyde til Ghana.

Uanset hvilken nation der løber med titlen, har det dog været et begivenhedsrigt verdensmesterskab, hvor flere statistikker ikke har holdt. Det er første gang at værtsnationen ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er første gang at Danmark ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er (sandsynligvis) første gang et europæisk hold vinder VM uden for Europa.

Sort snak?

Som nævnt i et tidligere indlæg er denne blog som udgangspunkt for de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede. Dog kan undertegnede her i sommervarmen ikke afholde sig fra at gøre opmærksom på dette YouTube-klip, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Folketingets talerstol ihærdigt forsøger at forklare regeringens skattepolitik.

Udlændinge- eller genopretningspakke?

Forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti fortsætter i disse dage for at finde de 24 milliarder kroner, som skal spares på statsbudgettet frem 2013 for at bringe Danmark sikkert ud af finanskrisen. Flere elementer i regeringens genopretningspakke herunder nulvækst i kommunerne samt fastfrysning af folkepensionen faldt fra starten af ikke i god jord hos støttepartiet, som i stedet fremlagde en række alternativer, der alle har som gennemgående karakteristika, at de retter sig mod udlændinge i den ene eller anden afskygning. Herunder følger en kort liste over partiets mest omtalte spareforslag.

• Skære 200 millioner kroner i udviklingsbistanden. Hermed fortsætter partiet den nedbarbering af udviklingsbistanden, som har fundet sted siden 2001 fra omkring 1 pct. af BNI til omkring 0,8 pct. af BNI i dag svarende til en samlet besparelse på et tocifret milliardbeløb. Heldigvis ser regeringen ud til at trodse dette usympatiske forslag, da man ikke mener, at verdens fattige skal betale for finanskrisen.
• Begrænse børnechecken til maksimalt to børn. Dette forslag kommer til at påvirke alle med flere end to børn, men da indvandrere gennemsnitligt har flere børn end etniske danskere samt generelt er økonomisk presset, bliver disse ramt særlig hårdt.
• Skære i folkepensionen til flygtninge. Kort fortalt skal flygtninge, som i dag automatisk er berettiget til den maksimale folkepension ved pensionsalderen, i fremtiden kun have udbetalt en brøkdel, bestemt af hvor lang tid de har boet i landet.
• Opgør med gratis tolkebistand. Denne gratis service, som Dansk Folkeparti nu gerne ser afskaffet, er i dag til stor gavn for udlændinge og gør det muligt for selv de med et lille økonomisk råderum at komme i kontakt med offentlige myndigheder og institutioner.
• Stramninger over for arbejdsløse udlændinge. Undertegnede har på dette tidspunkt ikke kendskab til de nøjagtige stramninger, men hvis det drejer sig om den sædvanlige pisk frem for gulerod, kan man have sin tvivl om, hvorvidt dette forslag overhovedet kommer til at spille nogen betydelig rolle ud over at gøre de ramte endnu dårligere økonomisk og socialt stillet.

Det bliver interessant at se, hvorledes de kommende forhandlinger ender ud, og man må inderligt håbe, at Lars Løkke ikke springer med på Dansk Folkepartis vogn, selvom undertegnede frygter, at det er den eneste vej frem for regeringen.

Liberaldemokraternes historiske mulighed

Parlamentsvalget i Storbritannein er afgjort, vælgerne har talt, og resultatet blev et såkaldt hung-parliament, hvilket ikke er set siden 1974, hvor hverken de konservative eller Labour opnåede de nødvendige 326 mandater. Flere britiske valgforskere har talt om en lose-lose-lose-situation, da ingen af de tre store partier ifølge deres analyser kan være tilfredse med, hvorledes valget faldt ud. Tony Travers fra London School of Economics (LSE) skriver: "Det er sjældent, at et britisk valg producerer tre taberpartier, men dette valg er kommet tæt på".

Umiddelbart fremstår de konservatives leder David Cameron som valgets vinder i såvel faktiske stemmer som antallet af mandater, hvor partiet opnåede 306, hvilket er 96 flere siden sidste valg. Dog mangler partiet stadig de afgørende 20 sæder i parlamentet for at kunne danne en flertalsregering, hvilket så godt som alle meningsmålinger viste var en selvfølge for bare få måneder siden. Den økonomiske situation samt Gordon Browns popularitet taget i betragtning er det derfor ikke noget imponerende resultat. Nu er partiet nødsaget til at bejle til Liberaldemokraternes Nick Clegg for at gøre sig forhåbninger om at indtage regeringskontorerne.

Den mest åbenlyse taber er Labour med premierminister Gordon Brown i spidsen, da partiet tabte hele 91 mandater, hvilket kun er en smule bedre end ved det katastrofale 1983-valg. For at blive i regeringskontorerne er Labour tvunget ud i at danne en såkaldt regnbueregering med såvel Liberaldemokraterne som nogle af de forskellige småpartier valgt i Skotland, Wales og Nordirland, hvilket bliver noget af et puslespil af holdninger, interesser og krav.

Valgets største taber er dog efter de fleste kommentatorers mening Liberaldemokraterne, som trods tv-debatter og Clegg-mania endte med en fremgang på sølle 0,4 pct. og en reel tilbagegang på 5 mandater fra 62 ved sidste valg til 57 i det nye parlament. Undertegnede stiller sig dog tvivlende overfor denne vurdering, hvilket ikke kun baserer sig på det britiske valgsystem, som på flere måder favoriserer de to store partier, men ligeledes på det faktum, at situationen med et hung-parliament kan være en historisk mulighed for partiet. Gordon Brown og Labour er tvunget til at samarbejde med partiet for at beholde regeringsmagten, mens David Cameron og de konservative vil få mere end svært ved at indfange nok mandater fra de overvejende socialistiske småpartier fra Skotland, Wales og Nordirland, således at liberaldemokraterne også her bliver afgørende. Foruden indflydelse på de forskellige finansielle og sociale reformer, som Storbritannien er nødsaget til at gennemføre i den kommende valgperiode, har Liberaldemokraterne endda mulighed for at få reformeret valgsystemet, hvilket havde været så godt som umuligt, hvis et af de store partier havde opnået flertal alene. Hvis partiet får held med at ændre det nuværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et proportionalt valgsystem, vil det forandre den politiske situation i Storbritannien for altid. For det første ville Liberaldemokraterne med 23 pct. af stemmerne opnå 149 mandater, mens Labour med 36 pct. af stemmerne kun ville opnå 234 mandater. For andet ville det give mange af de mindre partier mulighed for at komme i parlamentet og dermed skabe større pluralitet. Det er dog vigtigt, at Nick Clegg griber forhandlingerne med de to store partier fornuftigt an og spiller sine kort rigtigt for at udnytte den historiske situation optimalt. På den ene side skal der presses hårdt på for at opnå de bedst mulige resultater. På den anden skal partiet passe på ikke at stramme skruen for hårdt, da de to store partier ellers vil opgive forhandlingerne og i stedet udskrive nyvalg. Konsekvensen af et sådant vil formentlig blive et flertal til enten Labour eller de konservative, da vælgerne har erfaret, at et hung-parliament ikke kan klare de store økonomiske og sociale problemer, Storbritannien kæmper med, hvorved Liberaldemokraterne har forspildt deres chance for at få afgørende indflydelse på britisk politik på såvel kort som langt sigt.

Kilde: BBC Election 2010

Svar på tiltale

"Det er svært at spå, især om fremtiden" - Storm P.

En yndet sport inden for den politiske verden har i umindelige tider været at forudsige udviklingen for partier og bestemte politikere. Dette gælder især for min gode studiekammerat Kvilsted, hvis blogindlæg fra d. 14. april er adresseret til mig personligt. Kort fortalt omhandler indlægget dels Kvilstreds utilfredshed med undertegnedes pessimistiske syn på Liberal Alliances muligheder for at klare spæregrænsen ved næste folketingsvalg, dels almindelig galde over dette og hint. På trods af en tendens til i højere grad at gå efter spilleren frem for bolden (pointeret af min gode ven Erik Gahner), tager jeg dog gerne udfordringen op og springer ind i kampen.

Som fremført i en tidligere diskussion tillægger jeg ikke de enkelte meningsmålinger større vægt, men stoler i højere grad på de vejede gennemsnitsmålinger udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen. Med Erik Gahners ganske udemærkede ordvalg: "Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed." Derfor vil jeg hellere stille skarpt på den nuværende politiske situation i almindelighed og Liberal Alliances politik i særdeleshed frem for at agere doven journalist og begrænse mig til resultatet af den seneste meningsmåling.

På denne baggrund vil jeg stadig hævde, at Liberal Alliance får ganske svært ved at klare spæregrænsen. Deres politik vil være et hårdt slag mod den danske velfærdsstat, da en flad skat på 40 pct. samt en halvering af erhversskatten næppe vil kunne finansiere det velfærdsnivau vi i dag kender uden brugerbetaling eller selvfinansiering. Jeg vil ikke her tage stilling til, om denne politik er gavnlig for Danmark, eller om det på sigt vil kunne lade sig gøre at opretholde en rimelig velfærdsstat økonomisk via dynamiske effekter, men blot om en tilstrækkelig stor del af befolkningen vil lade sig overbevise, hvilket jeg tvivler gevaldigt på.

I forbindelse med den omtalte meningsmåling faldt jeg desuden over en artikel i Berlingske Tidende med overskriften "Venstres fald i meningsmålingerne er med til at sende Liberal Alliance over spærregrænsen", som ganske godt illustrerer min pointe om, at Liberal Alliances fremtid hviler på eksterne faktorer, dvs. hvorledes regeringspartierne/oppositionen aggerer. Hvis Liberal Alliance således skal have en chance ved næste folketingsvalg, skal der krydses fingre for en nedsmeltning af regeringspartierne, eller som poltiske kommentator Niels Krause-Kjær udtrykker det: "Hvis Liberal Alliance kommer over spærregrænsen ved næste valg, vil det formentlig være udtryk for, at den borgerlige regering er faldet. Nedbruddet i regeringen, som jeg godt synes, man kan tale om for tiden, er deres chance for at hente utilfredse vælgere".

Mit syn på Liberal Alliance samt partiets fremtid på Christiansborg har parentes bemærket intet med bitterhed at gøre. Det Radikale Venstre er for længst kommet sig over krisen og ligger nu stabilt i gennemsnitsmåligerne på omkring 8 mandater (samme leje som under Nyrup). Den unge liberitaner Kvilsted har til gengæld mangt og meget at være bitter over, hvilket også ses af indlægget. De dårlige sager har den seneste tid regnet ned over den borgerlige regering, som ikke kun har været kritiseret af oppositionen, men ligeledes af OECD, Nationalbanken samt Det Økonomiske Råd. Dette har resulteret i stadig dårligere meningsmålinger og stadig større chance for et regeringsskifte.

Afslutningsvis vil jeg godt erkende, at der til tider er for langt mellem de enkelte indlæg her på bloggen, hvilket jeg naturligvis prøver at forbedre. Dog vil jeg pointere, at bloggen stadig vil holde sig til de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede, og ikke blot korte kommentarer vedr. min højde, næsespray eller Banana Flambé.

Valgrygter

De første seriøse valgrygter er begyndt at svirre blandt politikere og pressefolk på Christiansborg om et snarligt lynvalg enten til maj eller i den første halvdel af juni, hvilket ganske naturligt har skabt en særlig intens stemning på borgen, hvor den gamle floskel om at sove med støvlerne på har fået helt nyt liv. I det følgende vil den nuværende politiske situation på Christiansborg blive analyseret for at give et bud på, hvorvidt scenariet er realistisk, eller om befolkningen må vente yderligere nogle måneder, før statsministeren lader startskuddet lyde.

Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.

Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.

Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.

Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.

Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.

Habermas og Twitter

Det 80-årige Frankfurter Skole-ikon er ikke selv på Twitter, men under den kendte tyske tænkers navn twitter en spøgefugl med habermas-klingende-sentenser som: 'Internettet introducerer deliberative elementer i kommunikationen og afbalancerer underskuddet ved massemediernes upersonlige og asymetriske karakter'. Det er så sandt, som det er sagt.

Scenarier for Obamas sundhedsreform

Natten mellem onsdag og torsdag dansk tid leverede præsident Barack Obama sin første årlige tale til nationen, den såkaldte State of the Union Address. Det var en velformuleret og karismatisk præsident den amerikanske befolkning fik at se, men samtidig en præsident, som må føle sig yderst presset af såvel politiske modstandere i kongressen som af vigende meningsmålinger, hvor nu 51 pct. støtter præsidenten mod 54 pct. sidste måned. Den 70 minutter lange tale fokuserede, som mange analytikere havde forventet, overvejende på den hårdt trængte amerikanske økonomi. Obama understregede behovet for at skabe nye jobs til den amerikanske befolkning, hvor nu 10 pct. står uden arbejde, nødvendigheden af at begrænse regeringens udgifter på visse områder for at få kontrol over den stadigt voksende amerikanske gæld, samt behovet for samarbejde mellem demokrater og republikanere i kongressen.

Sundhedsreformen, som ellers har været genstand for massive politiske forhandlinger og kompromisser siden Obama tiltrådte, blev klart nedprioriteret i talen, hvilket nok skyldes den nye politiske situation i senatet. Ved præsidentvalget fik demokraterne et såkaldt supermajority dvs. et flertal på 60 senatorer, hvilket forhindrede republikanerne i at lave en filibuster og dermed blokere for Obamas sundhedsreform. Denne fordel tabte demokraterne for et par uger siden, da suppleringsvalget i den ellers demokratiske delstat Massachusetts blev vundet af republikaneren Scott Brown, som blandt andet havde ført kampagne på at bryde demokraternes supermajority. Herunder præsenteres en række mulige scenarier for sundhedsreformens videre forløb.

1. Repræsentanternes hus kan vedtage det forslag til en sundhedsreform, som senatet vedtog juleaften, uden ændringer, hvorefter det automatisk vil blive sendt til præsident Obama til endelig godkendelse. Det store problem er dog, at flere medlemmer af repræsentanternes hus heriblandt visse demokrater ikke er tilfredse med afgørende dele af senatets forslag, hvorfor det risikerer at falde, hvis det ikke modificeres.
2. Demokraterne kan forsøge at lave et kompromis, som begge kongressens kamre kan acceptere og derefter haste det igennem, inden Scott Brown tager plads i senatet. Ulempen for demokraterne er, at det hverken vil se kønt ud eller være populært blandt den amerikanske befolkning, og flere demokratiske senatorer har da også gjort opmærksom på, at de ikke vil stemme for en sundhedsform, inden Scott Brown sidder i senatet.
3. Demokraterne kan gøre brug af en kontroversiel regl kaldet reconciliation, som forhindrer republikanerne i at lave en filibuster. Denne mulighed er dog både kompliceret og upopulær, da reglen normalt kun benyttes i forbindelse med vedtagelse af det føderale budget.
4. Republikanerne kan få deres vilje og få genåbnet forhandlingerne om sundhedsreformen. Dette vil dog udsætte vedtagelsen af en sundhedsreform på ubestemt tid og være et større prestigetab for præsident Obama, som har prioriteret området højt, siden han blev valgt for mere end et år siden.
5. Demokraterne kan fjerne de mest kontroversielle og omstridte elementer fra de to kamres forslag til en sundhedsreform, hvilket vil øge sandsynligheden for vedtagelse i såvel repræsentanternes hus som senatet. Det bliver i så fald ikke en så vidtgående reform som præsident Obama og demokraterne havde håbet, men uden et supermajority i senatet eller viljen til ufine taktiske manøvre er et kompromis med republikanerne den eneste vej frem.

Det bliver interessant at følge, hvilken strategi demokraterne vælger, og hvilket modtræk republikanerne i givet fald har parat. Præsident Barack Obama vil dog nok holde sig lidt på afstand den kommende tid for at pleje såvel den amerikanske økonomi som sin egen skrantende popularitet blandt de amerikanske vælgere.

Person of the Year 2009: Runner-Ups

Som det kunne læses den 1. januar her på bloggen, blev tidligere overvismand Peter Birch Sørensen udnævnt til årets person, hvilket skete på grundlag af hans egenskab som urokkelig debattør i velfærdsdebatten. Dog var han ikke den eneste, som opfyldte de opstillede kriterier, hvorfor de to nærmeste konkurrenter vil blive præsenteret herunder.

På en tæt andenplads kom den danske politolog Bjørn Lomborg, som er blevet verdenskendt for sine artikler og bøger med den hovedtese, at mange af miljøforkæmpernes forudsigelser og påstande er overdrevne, og at vi frem for at skære i vores udledning af drivhusgasser i stedet skal investere massivt i forskning og udvikling. Han var i alverdens medier op til og under klimatopmødet i december, hvor han gjorde opmærksom på, at en ny klimaaftale i stil med Kyoto-protokollen ville blive utrolig dyr, men kun udrette ganske lidt godt. Trods sin rolle som kontroversiel samfundsdebatør blev han dog ikke udnævnt til årets person, hvilket primært hænger sammen med undertegnedes syn på velfærdsdebatten som havende større aktualitets- og konfliktpotentiale end klimadebatten på nuværende tidspunkt. Det er korrekt, at vi stadig oftere gennem medierne konfronteres med mere eller mindre klimarelaterede historier, og at politikerne på Christiansborg ikke helt kan enes om, hvorledes problemerne skal håndteres, men i forhold til har velfærdsområdet langt større potentiale til at blive politisk sprængfarligt. Denne vurdering bygger på, at den danske befolkning når alt kommer til alt er mere interesserede i hvordan de påvirkes økonomisk nu, end hvordan klimaet har det om 50 til 100 år, samt at politikerne ved flere lejligheder har vist, at de er langt mere splittede på velfærdsområdet end på klimaområdet.

På en tredjeplads kom Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden, som er en stærk kritiker af regerings politik. Han var i sidste halvdel af 2009 indblandet i to meget kontroversielle sager, som delte såvel befolkning som politikere i trofaste støttere og indædte modstandere. Den første sag omhandlede den omstridte bog Jæger - i krig med eliten af tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som forsvaret forsøgte at stoppe udgivelsen af ved at begære fogedforbud mod bogen. Argumentet var, at bogen ville bringe danske soldaters liv i fare, hvilket Tøger Seidenfaden dog satte sig tvivlende over for efter at have talt med flere militære eksperter. Politiken besluttede derfor at trykke bogen som et tillæg til avisen med den begrundelse, at det ikke var forsvarets opgave at beslutte, hvilke bøger som skulle udkomme i Danmark, eller hvilke oplysninger den danske offentlighed skulle få om krigen i Afghanistan. Den anden sag drejede sig om en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som på trods af flere internationale organisationers bekymring for sikkerhedssituationen i Irak stod til tvangshjemsendelse. Politiken etablerede som reaktion herpå det såkaldte Irak Center, som ansatte omkring 100 irakere til en månedsløn på 32.000 kroner, således at de kunne søge en hurtig arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning. Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti kritiserede initiativet for kun at være et pro forma-arrangement for at sikre irakerne ophold i Danmark, men dette afviste Tøger Seidenfaden. Begge sager viser, at Tøger Seidenfaden i høj grad er en kontroversiel samfundsdebatør, men på trods heraf blev han ikke udnævnt til årets person. Dette skyldes, at de nævnte sager godt nok er konfliktfyldte, men ikke har den samme politiske tyngde som velfærdsdebatten.

Person of the Year 2009: Peter Birch Sørensen

Årets person er tidligere overvismand Peter Birch Sørensen (f. 1955), som er dansk økonom og professor ved Københavns Universitet. Han blev i 1980 cand.polit. fra Københavns Universitet og senere samme sted ph.d. i økonomi. Fra 1991-1995 var han professor på Handelshøjskolen i København også kendt som Copenhagen Business School (CBS), hvorefter han flyttede til sit nuværende professorat, hvor han forsker i makroøkonomi og økonomisk politik. I 1998 var han medstifter af Economic Policy Research Unit (EPRU), som har til formål at styrke forståelsen for praktisk økonomisk politik. Han var i årene 1997-1999 medlem af formandskabet i Det Økonomiske Råd (vismand) og bestred fra 2004 og frem til udgangen af 2009 formandsposten (overvismand).

Gennem det seneste år har Peter Birch Sørensen som overvismand haft en fremtrædende rolle i debatten om den fremtidige danske velfærd, som ifølge flere politiske og økonomiske eksperter er under voldsomt pres. Baggrunden er for det første, at den såkaldte ældrebyrde dvs. andelen af ressourcekrævende ældre i forhold til arbejdsdygtige unge bliver stadig større, hvilket kan ses af nedenstående søjlediagram, som bygger på tal fra Danmarks Statistik. Foruden dette demografiske problem slipper den danske olie i Nordsøen ligeledes snart op, hvilket har betydelige konsekvenser for den danske statskasse, som i årevis har indkasseret adskillige milliarder skattekroner. Uden de nødvendige indgreb er konsekvensen af ovenstående, at statskassen langsomt men sikkert drænes, hvilket efterlader politikerne uden mulighed for at finansiere danskernes skolegang, lægebehandling og ældrepleje for bare at nævne nogle af de væsentligste velfærdsydelser.

Der findes som udgangspunkt tre typer af indgreb, som politikerne kan gøre brug af for igen at bringe udgifter og indtægter i balance, hvor nogle er mere realistiske end andre. For det første kan politikerne beslutte at skære direkte i velfærdsydelserne, hvilket dog vil være politisk selvmord og derfor ingen farbar vej for Folketingets partier. For det andet kan skatterne hæves, hvilket dog næppe er en realistisk mulighed, da de danske skatter allerede hører til blandt de højeste i verden. For det tredje kan arbejdsudbudet øges, hvilket på trods af mange protester fra både befolkning og politikere ifølge Det Økonomiske Råd med Peter Birch Sørensen i spidsen er den primære vej frem. Blandt de mest kontroversielle foreslag er fjernelsen af efterlønnen samt forkortelsen af dagpengeperioden, hvilket dog ifølge økonomerne er en nødvendighed for at sikre den danske velfærd. Selv under finanskrisen hvor såvel befolkning som politikere helt gav slip på de langsigtede udfordringer, holdt Peter Birch Sørensen hovedet koldt og fortsatte med at insistere på, at velfærdsproblematikken ikke løser sig selv. Det er blandt andet grundet denne egenskab som urokkelig debattør, at han er blevet udnævnt til årets person.

Udnævnelsen af årets person er sket på baggrund af kriterier opstillet i et blogindlæg fra den 31. december 2009.