Efter lang tids usikkerhed om Europas fremtid, blev Lissabontraktaten endelig med et massivt flertal på 67,1 procent stemt igennem af de irske vælgere. Nu mangler kun underskrifterne fra den polske samt tjekkiske præsident, før den kan træde i kraft til nytår og derved sikre et stærkt, fremadskuende EU med en fast formand og fælles udenrigsminister.
Danmark kommer dog ikke til at nyde alle fordelene ved det fremtidige samarbejde, hvis ikke vi får afskaffet de nuværende fire forbehold, hvor de tre vigtigste er euroforbeholdet, forsvarsforbeholdet og det retslige forbehold. Ifølge skiftende meningsmålinger er den danske befolkning overvejende positive med hensyn til en afskaffelse af de to sidstnævnte, mens de tøver med at udskifte den gamle krone med euroen. Om denne tøven er udtryk for angst eller indsigt, er der delte meninger om, men som nedenstående redegørelse dokumenterer, spiller angsten en fremtrædende rolle i moderstandernes argumentation.
1. modstanderargument: Mister vi kronen, mister vi vores nationale identitet
Argumentet går på, at hvis vi udskifter kronen med euroen, mister vi et nationalt symbol på højde med dannebrog og nationalhymnen, hvilket kan have indflydelse på den nationale identitet. Dette er dog noget sludder, da hverken tyskerne er blevet mindre tyske eller franskmændene mindre franske efter at have indført euroen som betalingsmiddel. Desuden er det tragisk, hvis danskheden står og falder med kronen, eller som Ebbe Kløvedal Reich lidt mere bramfrit har udtrykt det: ”Jeg er sgu da ophøjet ligeglad med, hvordan mønterne ser ud. En national identitet, der er bundet til noget så usselt som mammon, er alligevel ikke noget værd.”
2. moderstanderargument: Mister vi kronen, mister vi suverænitet
Argumentet lyder, at Danmark vil miste suverænitet på det økonomiske område, hvis euroen indføres, hvilket blandt andet vil have den implikation, at muligheden for at devaluere ikke længere vil være til stede. Det er korrekt, at Danmark med euroen vil miste formel suverænitet, idet vi ikke længere vil kunne føre en selvstændig pengepolitik, men da kronen de sidste 20 år alligevel først har fulgt den tyske Bundesbanks og derefter den Europæiske Centralbanks beslutninger, vil tilslutningen til den fælles valuta faktisk betyde en øget reel dansk suverænitet. Dette skyldes, at vi sammen med de andre europæiske lande får mulighed for at påvirke de beslutninger, der påvirker os, hvilket vi ikke har nu, hvor vi i stedet må indrette os efter, hvad andre lande har besluttet.
3. modstanderargument: Med euroen stiger priserne
Enhver har hørt om de enorme prisstigninger, som har fundet sted i euro-landene, hvilket blandt andet har fået de tyske forbrugere til at døbe den fælles mønt Teuroen (den dyre euro). Selvom det er ubestrideligt, at visse handlende udnyttede situationen til at forøge priserne, er de fleste historier dog stærkt overdrevne og bygger på anekdotiske eksempler. De officielle inflationsmålinger fra Eurostat viser faktisk, at inflationen i euro-landende generelt har været på niveau med den danske siden indførelsen af euroen, hvilket nedenstående graf illustrerer med data fra Danmark (DK), Tyskland (DE) samt eurozonens tolv første medlemslande (EA12). Årsagen til forbrugernes forfejlede syn på prisstigningerne skyldes sandsynligvis, at ofte købte varer og tjenesteydelser er steget i pris, mens mere sjældent købte varer herunder elektronik, telefoni og hvidevarer er blevet billigere i euro-landene. Det er derfor langt mere i overensstemmelse med virkeligheden at anvende det ligeledes tyske modbegreb Freuroen (den glade euro).
Ud fra ovenstående må man konkludere, at danskerne bør slippe deres angst for den fælles mønt, og i stedet se alle de fordele Danmark opnår ved at være fuldgyldigt medlem af den Europæiske Union.
