"Det er svært at spå, især om fremtiden" - Storm P.
En yndet sport inden for den politiske verden har i umindelige tider været at forudsige udviklingen for partier og bestemte politikere. Dette gælder især for min gode studiekammerat Kvilsted, hvis blogindlæg fra d. 14. april er adresseret til mig personligt. Kort fortalt omhandler indlægget dels Kvilstreds utilfredshed med undertegnedes pessimistiske syn på Liberal Alliances muligheder for at klare spæregrænsen ved næste folketingsvalg, dels almindelig galde over dette og hint. På trods af en tendens til i højere grad at gå efter spilleren frem for bolden (pointeret af min gode ven Erik Gahner), tager jeg dog gerne udfordringen op og springer ind i kampen.
Som fremført i en tidligere diskussion tillægger jeg ikke de enkelte meningsmålinger større vægt, men stoler i højere grad på de vejede gennemsnitsmålinger udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen. Med Erik Gahners ganske udemærkede ordvalg: "Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed." Derfor vil jeg hellere stille skarpt på den nuværende politiske situation i almindelighed og Liberal Alliances politik i særdeleshed frem for at agere doven journalist og begrænse mig til resultatet af den seneste meningsmåling.
På denne baggrund vil jeg stadig hævde, at Liberal Alliance får ganske svært ved at klare spæregrænsen. Deres politik vil være et hårdt slag mod den danske velfærdsstat, da en flad skat på 40 pct. samt en halvering af erhversskatten næppe vil kunne finansiere det velfærdsnivau vi i dag kender uden brugerbetaling eller selvfinansiering. Jeg vil ikke her tage stilling til, om denne politik er gavnlig for Danmark, eller om det på sigt vil kunne lade sig gøre at opretholde en rimelig velfærdsstat økonomisk via dynamiske effekter, men blot om en tilstrækkelig stor del af befolkningen vil lade sig overbevise, hvilket jeg tvivler gevaldigt på.
I forbindelse med den omtalte meningsmåling faldt jeg desuden over en artikel i Berlingske Tidende med overskriften "Venstres fald i meningsmålingerne er med til at sende Liberal Alliance over spærregrænsen", som ganske godt illustrerer min pointe om, at Liberal Alliances fremtid hviler på eksterne faktorer, dvs. hvorledes regeringspartierne/oppositionen aggerer. Hvis Liberal Alliance således skal have en chance ved næste folketingsvalg, skal der krydses fingre for en nedsmeltning af regeringspartierne, eller som poltiske kommentator Niels Krause-Kjær udtrykker det: "Hvis Liberal Alliance kommer over spærregrænsen ved næste valg, vil det formentlig være udtryk for, at den borgerlige regering er faldet. Nedbruddet i regeringen, som jeg godt synes, man kan tale om for tiden, er deres chance for at hente utilfredse vælgere".
Mit syn på Liberal Alliance samt partiets fremtid på Christiansborg har parentes bemærket intet med bitterhed at gøre. Det Radikale Venstre er for længst kommet sig over krisen og ligger nu stabilt i gennemsnitsmåligerne på omkring 8 mandater (samme leje som under Nyrup). Den unge liberitaner Kvilsted har til gengæld mangt og meget at være bitter over, hvilket også ses af indlægget. De dårlige sager har den seneste tid regnet ned over den borgerlige regering, som ikke kun har været kritiseret af oppositionen, men ligeledes af OECD, Nationalbanken samt Det Økonomiske Råd. Dette har resulteret i stadig dårligere meningsmålinger og stadig større chance for et regeringsskifte.
Afslutningsvis vil jeg godt erkende, at der til tider er for langt mellem de enkelte indlæg her på bloggen, hvilket jeg naturligvis prøver at forbedre. Dog vil jeg pointere, at bloggen stadig vil holde sig til de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede, og ikke blot korte kommentarer vedr. min højde, næsespray eller Banana Flambé.
fredag den 16. april 2010
søndag den 4. april 2010
Valgrygter
De første seriøse valgrygter er begyndt at svirre blandt politikere og pressefolk på Christiansborg om et snarligt lynvalg enten til maj eller i den første halvdel af juni, hvilket ganske naturligt har skabt en særlig intens stemning på borgen, hvor den gamle floskel om at sove med støvlerne på har fået helt nyt liv. I det følgende vil den nuværende politiske situation på Christiansborg blive analyseret for at give et bud på, hvorvidt scenariet er realistisk, eller om befolkningen må vente yderligere nogle måneder, før statsministeren lader startskuddet lyde.
Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.
Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.
Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.
Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.
Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.
Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.
Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.
Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.
Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.
Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.
Abonner på:
Opslag (Atom)