Agurketid i Danmark

Sommertid er ikke kun en dejlig tid med sol, varme og grillmad, men ligeledes en frygtelig irriterende tid med svedende mennesker, pågående insekter og agurketidsprægede nyhedsredaktioner. I særlig grad kan sidstnævnte være en pestilens for samfundsinteresserede borgere, som grimmes flere gange ugentligt, når avisen bladres ud, radioen tændes eller aftensnyhederne toner frem på skærmen, og de skal belemres med desperate journalisters ligegyldigheder. Disse kan tage form af personrelaterede petitesser, hvilket sagerne med Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er glimrende men desværre ikke enestående eksempler på i sommervarmen. Jeg vil i denne forbindelse inddrage min gode studiekammerat Erik Gahner, som for nylig skrev en skarp kommentar vedr. netop disse to personsager, og give ham helt ret. De danske vælgere burde i langt højere grad have fokus på det konkret politiske frem for de folkevalgtes moral, som i bund og grund hverken er større eller mindre end resten af befolkningens. Når det er sagt har medierne dog det ansvar ikke bare at følge en folkestemning, selvom dette måske på kort sigt er til gavn for læser- og seertallene, men overveje relevansen af det trykte og elektroniske materiale.

Endnu en dårligdom under agurketiden er mediernes store fokus på selv de mest uigennemtænkte politiske forslag. Det er særlig Dansk Folkeparti, som på dygtig men usmagelig vis forstår at udnytte situationen og præsentere det ene populistiske forslag efter det andet. Det første af to sådanne forslag her til sommer omhandler for gud ved hvilken gang udlændingeområdet, hvor 24-årsreglen skal strammes op til en 28-årsregel. Argumentet fra Kristian Thulesen Dahl går på, at eftersom 24-årsreglen har vist sig effektiv mod tvangsægteskaber, vil det være ganske naturligt at lade den afløse af en 28-årsregel. Der er dog på ingen måde klarhed over, hvorvidt den regel, som siden 2002 har afholdt danske mænd og kvinder fra at finde sammen med deres bedre halvdel i Danmark, rent faktisk virker og hindrer de arrangerede ægteskaber, hvorfor dette som minimum bør undersøges til bunds, inden reglerne strammes yderligere. Det ser mere ud til at være endnu et forsøg på at holde muslimske indvandrer ude af landet frem for at imødegå tvangsægteskaber, hvilket er en skam, da enhver borger i et liberalt samfund har ret til at vælge sin egen ægtefælde. Den samlede opposition tog straks afstand fra forslaget, og selv om Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen ikke umiddelbart havde nogle problemer, var regeringspartierne dog ligeledes negativt stemt. På trods af denne behagelige modtagelse af forslaget, kan man dog ikke ånde lettet op endnu, da regeringspartierne har for vane at give efter, når de bliver mindet om, at ministerbilerne ikke er købt, men kun leaset af Pia Kjærsgaard.

Det andet og seneste forslag fra Dansk Folkeparti er øget overvågning i ældreplejen, hvilket sker på baggrund af TV2's afsløringer af hjemmehjælpere, som angiveligt skulle have brugt arbejdstiden på private indkøb, restaurantbesøg og timelange pauser. Det lyder umiddelbart rimeligt, at det offentlige holder styr på, hvorledes skattekronerne bliver anvendt, således at de ældre får den optimale pleje. Man må dog alligevel stoppe op, når ressourcespørgsmålet melder sig, da kontrolbesøg på ingen måde er gratis. Enten må der tilføres flere midler til ældresektoren, eller også må ressourcer til pleje overføres til kontrol. Det første kan blive mere end svært med nulvækst og stramme kommunale budgetter, mens sidstnævnte ikke kan betegnes som andet end ressourcespild. Desuden er det formentlig kun et forsvindende lille antal af hjemmehjælperne, som rent faktisk snyder, hvilket fint illustreres af, at flere af de personer TV2 afslørede senere har vist sig at være uskyldige. På overfladen kan dette forslag se ganske fornuftigt ud, men ved nærmere eftertanke virker det både uigennemtænkt og som tidsspild. Heldigvis har hverken opposition eller regering erklæret sig enige med forslaget, men som tilfældet var med ovenstående, skal man ikke ånde lettet op, før enten Lars Løkke eller Pia Kjærsgaard har kastet håndklædet i ringen.

Kritikken af mediernes omtale af de to kommenterede forslag skal ikke forstås som et ønske om censur af Danske Folkeparti eller dets politik. Alle partier har ret til at blive hørt og respekteret uagtet deres politiske ståsted. Mit problem er den uforholdsmæssige store opmærksomhed medierne tildeler reelt uvæsentlige forslag, blot fordi disse er aktuelle, frem for at stille skarpt på større sager såsom velfærdsstaten, klimaforandringer og den internationale økonomi. Dette ændrede fokus kunne forhåbentlig ved samme lejlighed fjerne det evindelige personfnidder, agurketiden bringer med sig.