Parlamentsvalget i Storbritannein er afgjort, vælgerne har talt, og resultatet blev et såkaldt hung-parliament, hvilket ikke er set siden 1974, hvor hverken de konservative eller Labour opnåede de nødvendige 326 mandater. Flere britiske valgforskere har talt om en lose-lose-lose-situation, da ingen af de tre store partier ifølge deres analyser kan være tilfredse med, hvorledes valget faldt ud. Tony Travers fra London School of Economics (LSE) skriver: "Det er sjældent, at et britisk valg producerer tre taberpartier, men dette valg er kommet tæt på".
Umiddelbart fremstår de konservatives leder David Cameron som valgets vinder i såvel faktiske stemmer som antallet af mandater, hvor partiet opnåede 306, hvilket er 96 flere siden sidste valg. Dog mangler partiet stadig de afgørende 20 sæder i parlamentet for at kunne danne en flertalsregering, hvilket så godt som alle meningsmålinger viste var en selvfølge for bare få måneder siden. Den økonomiske situation samt Gordon Browns popularitet taget i betragtning er det derfor ikke noget imponerende resultat. Nu er partiet nødsaget til at bejle til Liberaldemokraternes Nick Clegg for at gøre sig forhåbninger om at indtage regeringskontorerne.
Den mest åbenlyse taber er Labour med premierminister Gordon Brown i spidsen, da partiet tabte hele 91 mandater, hvilket kun er en smule bedre end ved det katastrofale 1983-valg. For at blive i regeringskontorerne er Labour tvunget ud i at danne en såkaldt regnbueregering med såvel Liberaldemokraterne som nogle af de forskellige småpartier valgt i Skotland, Wales og Nordirland, hvilket bliver noget af et puslespil af holdninger, interesser og krav.
Valgets største taber er dog efter de fleste kommentatorers mening Liberaldemokraterne, som trods tv-debatter og Clegg-mania endte med en fremgang på sølle 0,4 pct. og en reel tilbagegang på 5 mandater fra 62 ved sidste valg til 57 i det nye parlament. Undertegnede stiller sig dog tvivlende overfor denne vurdering, hvilket ikke kun baserer sig på det britiske valgsystem, som på flere måder favoriserer de to store partier, men ligeledes på det faktum, at situationen med et hung-parliament kan være en historisk mulighed for partiet. Gordon Brown og Labour er tvunget til at samarbejde med partiet for at beholde regeringsmagten, mens David Cameron og de konservative vil få mere end svært ved at indfange nok mandater fra de overvejende socialistiske småpartier fra Skotland, Wales og Nordirland, således at liberaldemokraterne også her bliver afgørende. Foruden indflydelse på de forskellige finansielle og sociale reformer, som Storbritannien er nødsaget til at gennemføre i den kommende valgperiode, har Liberaldemokraterne endda mulighed for at få reformeret valgsystemet, hvilket havde været så godt som umuligt, hvis et af de store partier havde opnået flertal alene. Hvis partiet får held med at ændre det nuværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et proportionalt valgsystem, vil det forandre den politiske situation i Storbritannien for altid. For det første ville Liberaldemokraterne med 23 pct. af stemmerne opnå 149 mandater, mens Labour med 36 pct. af stemmerne kun ville opnå 234 mandater. For andet ville det give mange af de mindre partier mulighed for at komme i parlamentet og dermed skabe større pluralitet. Det er dog vigtigt, at Nick Clegg griber forhandlingerne med de to store partier fornuftigt an og spiller sine kort rigtigt for at udnytte den historiske situation optimalt. På den ene side skal der presses hårdt på for at opnå de bedst mulige resultater. På den anden skal partiet passe på ikke at stramme skruen for hårdt, da de to store partier ellers vil opgive forhandlingerne og i stedet udskrive nyvalg. Konsekvensen af et sådant vil formentlig blive et flertal til enten Labour eller de konservative, da vælgerne har erfaret, at et hung-parliament ikke kan klare de store økonomiske og sociale problemer, Storbritannien kæmper med, hvorved Liberaldemokraterne har forspildt deres chance for at få afgørende indflydelse på britisk politik på såvel kort som langt sigt.
Kilde: BBC Election 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Fin gennemgang af det lidt kaotiske valg, som mod oprindelig forventning ikke endte med historisk godt valg til De Konservative og ny epoke i britisk politik. Er helt enig i, at Liberaldemokraterne har en historisk mulighed for at positionere sig som den helt store vinder af valget.
SvarSletJeg mener dog ikke, at dette er muligt med et samarbejde med David Cameron. De konservative vil under ingen omstændigheder spise ændringer af det britiske valgsystem, ligesom det også er utopisk at forestille sig, at de kan danne regering støttet af de mindre partier, som du også skriver.
Nick Clegg står derfor overfor et svært valg, som uanset hvad kan koste Liberaldemokraterne dyrt. Skal hans satse på valgets egentlige vinder i form af Cameron, hvor han så giver køb for en reform af valgsystemet, men kan få mere policy igennem, da de konservative og liberaldemokraterne står tættere økonomisk sammen, eller skal han satse på en office-seeking politik, hvor han kan få ændret valgsystemet, således at Liberaldemokraterne også fremover kan spille en central rolle i britisk politik.
Prisen for dette vil tilgengæld være at støtte en regering som i det britiske folks øjne reelt tabte valget, ligesom der helt sikkert vil være store dele af deres policy de ikke vil kunne få gennemført ved løsning, givet de store økonomiske uenigheder.
Selvom det står Nick Clegg meget fjernt at støtte Labour, givet hans især økonomisk liberale væsen, er jeg dog sikker på, at han vælger denne løsning. Det mest rationelle vil i denne sammenhæng være at sikre partiet indflydelse fra tid og evighed. Desuden er det i skrivende stund og lykkedes at presse Brown til at gå af, hvilket for mig at se er en klar indikation af, at Liberaldemokraterne foretrækker en reform, fremfor indflydelse på policy området. Labours EU-venlige poltik, er for mig at se også et stort bet, som trækker liberaldemokraterne i denne retning.
Den eneste fare for dette udfald er, at Labour ikke indfrier løfterne inden det næste valg, og snyder Liberaldemokraterne for en reform, som Blair ellers også havde lovet, inden jordskredssejren i 90'erne. Men givet Liberaldemokraternes, denne gang parlamentariske anderledes situation, er det givet at dette sker.
Khvilsted forudser, at Nick Clegg vælger den hårde, og blandt de britiske vælgere upopulære beslutning, som helt sikkert kan risikere at skade partiet til næste valg. Men fortjenesten kan på langt sigt opveje ulemperne på kort sigt.