tirsdag den 6. juli 2010

VM 2010

Verdensmesterskaberne i fodbold har efter 60 kampe, stor dramatik og alt for megen vuvuzela-larm nået sin afsluttende uge, hvor semifinalerne spilles den 6. og 7. juli, bronzekampen den 10. juli og finalen den 11. juli. Den første semifinale står mellem Holland (nr. 4) og Uruguay (nr. 16), mens de to store fodboldnationer Tyskland (nr. 6) og Spanien (nr. 2) tørner sammen i den anden (placering på FIFA's Verdensrangliste 2010 i parentes).

Holland blev klar vinder af gruppe E med sejre over Danmark, Japan og Cameroun. I ottendedelsfinalerne besejredes Slovakiet, mens Brasilien overraskende og på trods af en føring i første halvleg blev slået ud af holdet i kvartfinalerne. Uruguay vandt ligeledes sin gruppe med sejre over Mexico og værtsnationen Sydafrika samt uafgjort mod et fransk hold, som har spillet et helt uacceptabelt verdensmesterskab. I ottendedelsfinalerne slog holdet Sydkorea ud af turneringen, og efter en højspændt kvartfinale med straffesparkskonkurrence måtte Ghana som det sidste afrikanske hold forlade Sydafrika. Holland har stadig til gode at vinde VM, mens Uruguay har kunnet løfte trofæet to gange.

Det unge tyske hold havde en forrygende start på gruppespillet med en 4-0 sejr over Australien, og blev på trods af et nederlag til Serbien vinder af gruppe D, da holdet vandt den tredje kamp mod Ghana. I ottendedelsfinalerne blev England sendt ud af turneringen, mens Argentina overraskende måtte samme vej i kvartfinalerne. Spanien fik efter nederlaget til Schweiz orden på sit spil og vandt sin gruppe efter sejre over Chile og Honduras. I ottendedelsfinalerne slog holdet nabolandet Portugal, og efter en kvartfinale med to brændte straffespark blev Paraguay ligeledes slået ud af turneringen. Tyskland har hele tre gange vundet VM, mens Spanien endnu ikke har vundet titlen.

De fire resterende kampe bliver som ovenfor antydet spillet mellem nogle af verdens stærkeste fodboldnationer, hvorfor der er lagt op til nogle spændende og åbne opgør. Herunder vil der på baggrund af forskellige matematiske og økonomiske kalkuler blive givet et kvalificeret bud på en vinder, samt hvilket hold man skal holde med for at styrke verdensøkonomien.

I deres rapport The World Cup and Economics har den amerikanske bank Goldman Sachs udregnet, hvor stor sandsynlighed de 32 hold har for at vinde VM. Beregningerne er baseret dels på FIFA's Verdensrangliste, dels på hvilke odds de forskellige bookmakere giver holdene. Ifølge rapporten har Spanien 10,46 pct. chance efterfulgte af Tyskland med 9,4o pct., mens Holland og Uruguay følger efter med henholdsvis 7,07 pct. og 2,11 pct. chance. Man må derfor konkludere, at Spanien har gode muligheder for at hive sin første VM titel hjem, selvom rapporten på ingen måde skal tages som den endelige sandhed (Brasilien står med 13,76 pct. som den mest sandsynlige vinder).

Selvom Spanien ifølge Goldman Sachs ligner en kommende verdensmester, skal man dog holde med Tyskland, hvis man skal følge rådet fra den hollandske bank ABN Amro, som i rapporten Soccernomics 2010 analyserer sig frem til, hvorfor verdensøkonomien har bedst af en tysk vinder. Dette skyldes, at en sejr kan være med til at øge privatforbruget i vindernationen, og hvis verdensøkonomien skal have det optimale ud af VM, skal vinderen helst findes blandt de store økonomier. Japan er en større økonomi end Tyskland, men den japanske import er ikke stor nok til at verdensøkonomien vil få det optimale ud af en sejr, hvorfor Tyskland er den optimale vinder. Banken har regnet sig frem til, at en VM-vinder i gennemsnit får et ekstra økonomisk løft på 0,7 procentpoint af BNP, hvilket skyldes, at en sejr kan skabe mere optimisme og øge forbruget og investeringerne. Rapporten fastslår samtidig, at en sejr for USA helst skal undgås, da forbrugerne her allerede lever over evne og ikke skal fristes til at forbruge mere. En tak skal derfor lyde til Ghana.

Uanset hvilken nation der løber med titlen, har det dog været et begivenhedsrigt verdensmesterskab, hvor flere statistikker ikke har holdt. Det er første gang at værtsnationen ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er første gang at Danmark ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er (sandsynligvis) første gang et europæisk hold vinder VM uden for Europa.

2 kommentarer:

  1. Khvilsted synes Simon burde se VM og nyde det, i stedet for at gøre det til alt muligt det ikke er.

    Ligesom VM ikke behøves at være en afspejling af alskens status på deltagerlandenes integrationssucces eller mangel på samme, ville det ikke undre mig, at VM intet betyder for verdensøkonomien.

    http://blogs.jp.dk/konflikten/2010/07/02/politisk-fodboldfeber/

    Har Simon fodboldfeber?

    Spanien - Schweiz så han tydeligvis ikke. Med en boldbesiddelse på 63%, 24 skud mod mål, 12 hjørne og kun 2 offsides viste Spanien sig som et hold der i den grad havde styr på sit spil. Det bedste hold vinder ikke altid. Kampene varer kun 90 minutter, og hvem der vinder er som regel en blanding af dagsform og held.

    Kunne desuden godt tænke mig at vide hvor usansynligt DK's sejr var i 1992 og Grækenlands i 2004. Dårlige på rangslisten og knap så god økonomi? Er der tal på det, eller ødelægger det modellen?

    SvarSlet
  2. Selvfølgelig skal VM ikke gøres til mere end det er, hvilket gælder for enhver sportsbegivenhed. Undertegnede synes eksempelvis godt om Jørgen Leth og hans monologer (kan i den forbindelse anbefale cd'en "ikke euforisk" med Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig), men får det nærmest fysisk dårligt, når han malerisk begynder at sammenligne Tour de France med selve livet og dets strabadser.

    Når det er sagt, har man som blogskribent den frihed at se begivenheder fra en anden og umiddelbart ulogisk vinkel, hvad dette blogindlæg forsøgte ved at anskue VM mere statistisk/økonomisk.

    De to rapporter fra hhv. Goldman Sachs og ABN Amro kan i parentes bemærket heller ikke sammenlignes med de integrationskommentatorer nævnt i blogindlægget fra JP, da der her blot er tale om følelsesmæssige udladninger, mens de to rapporter er baseret på logiske udregninger og konkrete tal. Dermed ikke sagt at modellerne ikke kan tage fejl, hvilket jeg også gør opmærksom på med kommentaren om de brasilianske vinderchancer.

    Mht. Spanien-Schweiz kan man diskutere om spillet var i orden. De spillede i hvert fald ikke optimalt, for så ville holdet klart have vundet over en modstander, som på verdensranglisten lå langt under. I fodbold får man ikke point for teknisk kunnen eller boldbesiddelse men kun for antal scorede mål, og der triumferede Schweiz.

    SvarSlet