Scenarier for Obamas sundhedsreform

Natten mellem onsdag og torsdag dansk tid leverede præsident Barack Obama sin første årlige tale til nationen, den såkaldte State of the Union Address. Det var en velformuleret og karismatisk præsident den amerikanske befolkning fik at se, men samtidig en præsident, som må føle sig yderst presset af såvel politiske modstandere i kongressen som af vigende meningsmålinger, hvor nu 51 pct. støtter præsidenten mod 54 pct. sidste måned. Den 70 minutter lange tale fokuserede, som mange analytikere havde forventet, overvejende på den hårdt trængte amerikanske økonomi. Obama understregede behovet for at skabe nye jobs til den amerikanske befolkning, hvor nu 10 pct. står uden arbejde, nødvendigheden af at begrænse regeringens udgifter på visse områder for at få kontrol over den stadigt voksende amerikanske gæld, samt behovet for samarbejde mellem demokrater og republikanere i kongressen.

Sundhedsreformen, som ellers har været genstand for massive politiske forhandlinger og kompromisser siden Obama tiltrådte, blev klart nedprioriteret i talen, hvilket nok skyldes den nye politiske situation i senatet. Ved præsidentvalget fik demokraterne et såkaldt supermajority dvs. et flertal på 60 senatorer, hvilket forhindrede republikanerne i at lave en filibuster og dermed blokere for Obamas sundhedsreform. Denne fordel tabte demokraterne for et par uger siden, da suppleringsvalget i den ellers demokratiske delstat Massachusetts blev vundet af republikaneren Scott Brown, som blandt andet havde ført kampagne på at bryde demokraternes supermajority. Herunder præsenteres en række mulige scenarier for sundhedsreformens videre forløb.

1. Repræsentanternes hus kan vedtage det forslag til en sundhedsreform, som senatet vedtog juleaften, uden ændringer, hvorefter det automatisk vil blive sendt til præsident Obama til endelig godkendelse. Det store problem er dog, at flere medlemmer af repræsentanternes hus heriblandt visse demokrater ikke er tilfredse med afgørende dele af senatets forslag, hvorfor det risikerer at falde, hvis det ikke modificeres.
2. Demokraterne kan forsøge at lave et kompromis, som begge kongressens kamre kan acceptere og derefter haste det igennem, inden Scott Brown tager plads i senatet. Ulempen for demokraterne er, at det hverken vil se kønt ud eller være populært blandt den amerikanske befolkning, og flere demokratiske senatorer har da også gjort opmærksom på, at de ikke vil stemme for en sundhedsform, inden Scott Brown sidder i senatet.
3. Demokraterne kan gøre brug af en kontroversiel regl kaldet reconciliation, som forhindrer republikanerne i at lave en filibuster. Denne mulighed er dog både kompliceret og upopulær, da reglen normalt kun benyttes i forbindelse med vedtagelse af det føderale budget.
4. Republikanerne kan få deres vilje og få genåbnet forhandlingerne om sundhedsreformen. Dette vil dog udsætte vedtagelsen af en sundhedsreform på ubestemt tid og være et større prestigetab for præsident Obama, som har prioriteret området højt, siden han blev valgt for mere end et år siden.
5. Demokraterne kan fjerne de mest kontroversielle og omstridte elementer fra de to kamres forslag til en sundhedsreform, hvilket vil øge sandsynligheden for vedtagelse i såvel repræsentanternes hus som senatet. Det bliver i så fald ikke en så vidtgående reform som præsident Obama og demokraterne havde håbet, men uden et supermajority i senatet eller viljen til ufine taktiske manøvre er et kompromis med republikanerne den eneste vej frem.

Det bliver interessant at følge, hvilken strategi demokraterne vælger, og hvilket modtræk republikanerne i givet fald har parat. Præsident Barack Obama vil dog nok holde sig lidt på afstand den kommende tid for at pleje såvel den amerikanske økonomi som sin egen skrantende popularitet blandt de amerikanske vælgere.

Person of the Year 2009: Runner-Ups

Som det kunne læses den 1. januar her på bloggen, blev tidligere overvismand Peter Birch Sørensen udnævnt til årets person, hvilket skete på grundlag af hans egenskab som urokkelig debattør i velfærdsdebatten. Dog var han ikke den eneste, som opfyldte de opstillede kriterier, hvorfor de to nærmeste konkurrenter vil blive præsenteret herunder.

På en tæt andenplads kom den danske politolog Bjørn Lomborg, som er blevet verdenskendt for sine artikler og bøger med den hovedtese, at mange af miljøforkæmpernes forudsigelser og påstande er overdrevne, og at vi frem for at skære i vores udledning af drivhusgasser i stedet skal investere massivt i forskning og udvikling. Han var i alverdens medier op til og under klimatopmødet i december, hvor han gjorde opmærksom på, at en ny klimaaftale i stil med Kyoto-protokollen ville blive utrolig dyr, men kun udrette ganske lidt godt. Trods sin rolle som kontroversiel samfundsdebatør blev han dog ikke udnævnt til årets person, hvilket primært hænger sammen med undertegnedes syn på velfærdsdebatten som havende større aktualitets- og konfliktpotentiale end klimadebatten på nuværende tidspunkt. Det er korrekt, at vi stadig oftere gennem medierne konfronteres med mere eller mindre klimarelaterede historier, og at politikerne på Christiansborg ikke helt kan enes om, hvorledes problemerne skal håndteres, men i forhold til har velfærdsområdet langt større potentiale til at blive politisk sprængfarligt. Denne vurdering bygger på, at den danske befolkning når alt kommer til alt er mere interesserede i hvordan de påvirkes økonomisk nu, end hvordan klimaet har det om 50 til 100 år, samt at politikerne ved flere lejligheder har vist, at de er langt mere splittede på velfærdsområdet end på klimaområdet.

På en tredjeplads kom Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden, som er en stærk kritiker af regerings politik. Han var i sidste halvdel af 2009 indblandet i to meget kontroversielle sager, som delte såvel befolkning som politikere i trofaste støttere og indædte modstandere. Den første sag omhandlede den omstridte bog Jæger - i krig med eliten af tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som forsvaret forsøgte at stoppe udgivelsen af ved at begære fogedforbud mod bogen. Argumentet var, at bogen ville bringe danske soldaters liv i fare, hvilket Tøger Seidenfaden dog satte sig tvivlende over for efter at have talt med flere militære eksperter. Politiken besluttede derfor at trykke bogen som et tillæg til avisen med den begrundelse, at det ikke var forsvarets opgave at beslutte, hvilke bøger som skulle udkomme i Danmark, eller hvilke oplysninger den danske offentlighed skulle få om krigen i Afghanistan. Den anden sag drejede sig om en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som på trods af flere internationale organisationers bekymring for sikkerhedssituationen i Irak stod til tvangshjemsendelse. Politiken etablerede som reaktion herpå det såkaldte Irak Center, som ansatte omkring 100 irakere til en månedsløn på 32.000 kroner, således at de kunne søge en hurtig arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning. Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti kritiserede initiativet for kun at være et pro forma-arrangement for at sikre irakerne ophold i Danmark, men dette afviste Tøger Seidenfaden. Begge sager viser, at Tøger Seidenfaden i høj grad er en kontroversiel samfundsdebatør, men på trods heraf blev han ikke udnævnt til årets person. Dette skyldes, at de nævnte sager godt nok er konfliktfyldte, men ikke har den samme politiske tyngde som velfærdsdebatten.

Person of the Year 2009: Peter Birch Sørensen

Årets person er tidligere overvismand Peter Birch Sørensen (f. 1955), som er dansk økonom og professor ved Københavns Universitet. Han blev i 1980 cand.polit. fra Københavns Universitet og senere samme sted ph.d. i økonomi. Fra 1991-1995 var han professor på Handelshøjskolen i København også kendt som Copenhagen Business School (CBS), hvorefter han flyttede til sit nuværende professorat, hvor han forsker i makroøkonomi og økonomisk politik. I 1998 var han medstifter af Economic Policy Research Unit (EPRU), som har til formål at styrke forståelsen for praktisk økonomisk politik. Han var i årene 1997-1999 medlem af formandskabet i Det Økonomiske Råd (vismand) og bestred fra 2004 og frem til udgangen af 2009 formandsposten (overvismand).

Gennem det seneste år har Peter Birch Sørensen som overvismand haft en fremtrædende rolle i debatten om den fremtidige danske velfærd, som ifølge flere politiske og økonomiske eksperter er under voldsomt pres. Baggrunden er for det første, at den såkaldte ældrebyrde dvs. andelen af ressourcekrævende ældre i forhold til arbejdsdygtige unge bliver stadig større, hvilket kan ses af nedenstående søjlediagram, som bygger på tal fra Danmarks Statistik. Foruden dette demografiske problem slipper den danske olie i Nordsøen ligeledes snart op, hvilket har betydelige konsekvenser for den danske statskasse, som i årevis har indkasseret adskillige milliarder skattekroner. Uden de nødvendige indgreb er konsekvensen af ovenstående, at statskassen langsomt men sikkert drænes, hvilket efterlader politikerne uden mulighed for at finansiere danskernes skolegang, lægebehandling og ældrepleje for bare at nævne nogle af de væsentligste velfærdsydelser.

Der findes som udgangspunkt tre typer af indgreb, som politikerne kan gøre brug af for igen at bringe udgifter og indtægter i balance, hvor nogle er mere realistiske end andre. For det første kan politikerne beslutte at skære direkte i velfærdsydelserne, hvilket dog vil være politisk selvmord og derfor ingen farbar vej for Folketingets partier. For det andet kan skatterne hæves, hvilket dog næppe er en realistisk mulighed, da de danske skatter allerede hører til blandt de højeste i verden. For det tredje kan arbejdsudbudet øges, hvilket på trods af mange protester fra både befolkning og politikere ifølge Det Økonomiske Råd med Peter Birch Sørensen i spidsen er den primære vej frem. Blandt de mest kontroversielle foreslag er fjernelsen af efterlønnen samt forkortelsen af dagpengeperioden, hvilket dog ifølge økonomerne er en nødvendighed for at sikre den danske velfærd. Selv under finanskrisen hvor såvel befolkning som politikere helt gav slip på de langsigtede udfordringer, holdt Peter Birch Sørensen hovedet koldt og fortsatte med at insistere på, at velfærdsproblematikken ikke løser sig selv. Det er blandt andet grundet denne egenskab som urokkelig debattør, at han er blevet udnævnt til årets person.

Udnævnelsen af årets person er sket på baggrund af kriterier opstillet i et blogindlæg fra den 31. december 2009.