Viser opslag med etiketten valg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten valg. Vis alle opslag

tirsdag den 9. november 2010

Demokraternes sejr?

Den 2. november 2010 blev der efter en særdeles beskidt og dollartung valgkamp afholdt midtvejsvalg i USA, hvor det republikanske parti overtog kontrollen med repræsentanternes hus, mens demokraterne med nød og næppe bevarede deres flertal i senatet. Umiddelbart kan indlæggets titel virke misvisende, da republikanerne jo gjorde et klart indhug i demokraternes magt og dermed svækkede Obamas fremtidige handlemuligheder, men hvis man graver et spadestik dybere i analyserne, er valgresultatet måske ikke så ringe endda for demokraterne udgangspunktet taget i betragtning og kan muligvis gavne Obama frem til og under næste præsidentvalgkamp.

Den amerikanske økonomi er mildt sagt medtaget efter, at landet har været gennem den værste økonomiske krise siden 1930'erne med hvad dertil hører af bankkrak, konkurser og massefyringer. Arbejdsløsheden ligger stadig omkring de 10 procent, og i et land, hvor det sociale sikkerhedsnet er nærmest ikke-eksisterende, bliver folk stadig mere desperate, efterhånden som deres opsparing slipper op, og de tvinges fra hus og hjem af kreditorerne. I en sådan situation er det ikke uforståelig, hvorfor vælgerne retter deres vrede mod Det Hvide Hus og demokraterne i kongressen, også selvom Obama ikke kan tages til indtægt for krisen, men faktisk på flere måder har arbejdet hårdt for at rette op på økonomien.

Barack Obama trådte til som præsident på det mest kritiske tidspunkt under den økonomiske krise og arvede samtidig et kæmpe budgetunderskud efter George W. Bush, som havde soldet et pænt overskud fra Clinton op på skattelettelser samt krigene i Irak og Afghanistan. Obama trak straks i arbejdstøjet og gennemførte flere store stimuluspakker for at redde banker og virksomhed fra kollaps samt pumpede store summer ud til infrastrukturprojekter for at redde den skrantende byggesektor. Flere har efterfølgende kritiseret den såkaldte Obamanomics for ikke at håndtere problemerne korrekt og øge budgetunderskuddet til nye højder, men hvis man ser på markedets egne tal, tegner der sig et noget andet billede. Ifølge Bloomberg Businessweek har Obama ført en fornuftig økonomisk politik, som fik bragt en stopper for recessionen, reddet flere millioner jobs i udsatte sektorer samt fået aktiemarkedet tilbage på ret kurs. Som Boeings CEO Jim McNerney udtaler: "This Administration deserves significant credit." Det store problem for demokraterne er dog, at arbejdsløsheden ikke er på vej ned, men kun har stabiliseret sig på et højt niveau, hvorfor vælgerne naturligt nok ikke kan få øje på de ønskede forbedringer. Newsweek peger her på to signifikante årsager til demokraternes nederlag ved midtvejsvalget nemlig dårlig kommunikation samt vælgernes lave abstraktionsniveau. Demokraterne havde politikken, men var simpelthen for dårlige til at kommunikere denne til vælgerne for at lade dem forstå perspektiverne i den gennemførte plan, herunder at det tager tid for erhvervslivet at skabe nye arbejdspladser. Samtidig har den nyligt arbejdsløse amerikanske vælger svært ved at se, at situationen kunne have været meget værre, hvis ikke demokraterne havde gennemført deres økonomiske redningsplan.

Ovenstående samt den generelle republikanske kritik af sundhedsreformen taget i betragtning virker resultatet af midtvejsvalget knapt så hårdtslående for demokraterne, som har siddet med hele ansvaret de seneste to år. I kampen om repræsentanternes hus led de et forventeligt nederlag, men bevarede overraskende nok flertallet i senatet, hvilket kan tilskrives Tea Party kandidaterne i Nevada, Delaware og Alaska, som havde vundet den republikanske nominering over de mere traditionelle kandidater. Derudover blev flere højtstående demokrater genvalgt herunder flertalslederen af senatet Harry Reid, den tidligere flertalsleder af repræsentanternes hus Nancy Pelosi samt det kontroversielle medlem af repræsentanternes hus Barney Frank.

Valgresultatet kan sagtens ses som en svækkelse af præsidents magtposition og som en ulempe op til valget i 2012, men kan ligeledes vise sig at være til gavn for Obama på i hvert fald to måder. For det første betyder den republikanske overtagelse af repræsentanternes hus, at Obama og demokraterne ikke sidder alene med magten og dermed det fulde ansvar. For det andet er flere Tea Party kandidater valgt ind i kongressen, og selvom de mest fanatiske (eks. Christine O'Donnell og Sharron Angle) ikke er blandt dem, kan det blive svært for blandt andre flertalslederen af repræsentanternes hus republikaneren John Boehner at kontrollere dem alle, hvilket kan skade det republikanske sammenhold, hvis Obama vælger at appellere til de mere moderate republikanere. Forholdet mellem de traditionelle republikanere og Tea Party bevægelsen er fra begyndelsen anspændt, og Sarah Palins planer om at stille op til præsidentposten i 2012 har fået toppen af det republikanske parti til at prøve at finde en mere samlende kandidat. Med Tea Party bevægelsen står republikanerne overfor et helt fundamentalt dilemma, som i værste fald kan koste dem valgsejren. Hvis en republikaner fra Tea Party bevægelsen nomineres er risikoen, at medianvælgeren flygter over til Obama og demokraterne, mens risikoen ved at nominere en mere moderat republikaner er, at Tea Party vælgerne bliver hjemme.

Midtvejsvalget kan derfor hverken ses som en klar sejr for republikanerne eller et klart nederlag for demokraterne. Til gengæld kan det ende ud som et klart nederlag for de amerikanske borgere, hvis ikke republikanerne og demokraterne med Obama i spidsen kan finde fælles fodslag og gennemføre den lovgivning, som er nødvendig for den amerikanske økonomi.

mandag den 10. maj 2010

Liberaldemokraternes historiske mulighed

Parlamentsvalget i Storbritannein er afgjort, vælgerne har talt, og resultatet blev et såkaldt hung-parliament, hvilket ikke er set siden 1974, hvor hverken de konservative eller Labour opnåede de nødvendige 326 mandater. Flere britiske valgforskere har talt om en lose-lose-lose-situation, da ingen af de tre store partier ifølge deres analyser kan være tilfredse med, hvorledes valget faldt ud. Tony Travers fra London School of Economics (LSE) skriver: "Det er sjældent, at et britisk valg producerer tre taberpartier, men dette valg er kommet tæt på".

Umiddelbart fremstår de konservatives leder David Cameron som valgets vinder i såvel faktiske stemmer som antallet af mandater, hvor partiet opnåede 306, hvilket er 96 flere siden sidste valg. Dog mangler partiet stadig de afgørende 20 sæder i parlamentet for at kunne danne en flertalsregering, hvilket så godt som alle meningsmålinger viste var en selvfølge for bare få måneder siden. Den økonomiske situation samt Gordon Browns popularitet taget i betragtning er det derfor ikke noget imponerende resultat. Nu er partiet nødsaget til at bejle til Liberaldemokraternes Nick Clegg for at gøre sig forhåbninger om at indtage regeringskontorerne.

Den mest åbenlyse taber er Labour med premierminister Gordon Brown i spidsen, da partiet tabte hele 91 mandater, hvilket kun er en smule bedre end ved det katastrofale 1983-valg. For at blive i regeringskontorerne er Labour tvunget ud i at danne en såkaldt regnbueregering med såvel Liberaldemokraterne som nogle af de forskellige småpartier valgt i Skotland, Wales og Nordirland, hvilket bliver noget af et puslespil af holdninger, interesser og krav.

Valgets største taber er dog efter de fleste kommentatorers mening Liberaldemokraterne, som trods tv-debatter og Clegg-mania endte med en fremgang på sølle 0,4 pct. og en reel tilbagegang på 5 mandater fra 62 ved sidste valg til 57 i det nye parlament. Undertegnede stiller sig dog tvivlende overfor denne vurdering, hvilket ikke kun baserer sig på det britiske valgsystem, som på flere måder favoriserer de to store partier, men ligeledes på det faktum, at situationen med et hung-parliament kan være en historisk mulighed for partiet. Gordon Brown og Labour er tvunget til at samarbejde med partiet for at beholde regeringsmagten, mens David Cameron og de konservative vil få mere end svært ved at indfange nok mandater fra de overvejende socialistiske småpartier fra Skotland, Wales og Nordirland, således at liberaldemokraterne også her bliver afgørende. Foruden indflydelse på de forskellige finansielle og sociale reformer, som Storbritannien er nødsaget til at gennemføre i den kommende valgperiode, har Liberaldemokraterne endda mulighed for at få reformeret valgsystemet, hvilket havde været så godt som umuligt, hvis et af de store partier havde opnået flertal alene. Hvis partiet får held med at ændre det nuværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et proportionalt valgsystem, vil det forandre den politiske situation i Storbritannien for altid. For det første ville Liberaldemokraterne med 23 pct. af stemmerne opnå 149 mandater, mens Labour med 36 pct. af stemmerne kun ville opnå 234 mandater. For andet ville det give mange af de mindre partier mulighed for at komme i parlamentet og dermed skabe større pluralitet. Det er dog vigtigt, at Nick Clegg griber forhandlingerne med de to store partier fornuftigt an og spiller sine kort rigtigt for at udnytte den historiske situation optimalt. På den ene side skal der presses hårdt på for at opnå de bedst mulige resultater. På den anden skal partiet passe på ikke at stramme skruen for hårdt, da de to store partier ellers vil opgive forhandlingerne og i stedet udskrive nyvalg. Konsekvensen af et sådant vil formentlig blive et flertal til enten Labour eller de konservative, da vælgerne har erfaret, at et hung-parliament ikke kan klare de store økonomiske og sociale problemer, Storbritannien kæmper med, hvorved Liberaldemokraterne har forspildt deres chance for at få afgørende indflydelse på britisk politik på såvel kort som langt sigt.

Kilde: BBC Election 2010

søndag den 4. april 2010

Valgrygter

De første seriøse valgrygter er begyndt at svirre blandt politikere og pressefolk på Christiansborg om et snarligt lynvalg enten til maj eller i den første halvdel af juni, hvilket ganske naturligt har skabt en særlig intens stemning på borgen, hvor den gamle floskel om at sove med støvlerne på har fået helt nyt liv. I det følgende vil den nuværende politiske situation på Christiansborg blive analyseret for at give et bud på, hvorvidt scenariet er realistisk, eller om befolkningen må vente yderligere nogle måneder, før statsministeren lader startskuddet lyde.

Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.

Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.

Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.

Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.

Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.