Person of the Year 2009: Runner-Ups

Som det kunne læses den 1. januar her på bloggen, blev tidligere overvismand Peter Birch Sørensen udnævnt til årets person, hvilket skete på grundlag af hans egenskab som urokkelig debattør i velfærdsdebatten. Dog var han ikke den eneste, som opfyldte de opstillede kriterier, hvorfor de to nærmeste konkurrenter vil blive præsenteret herunder.

På en tæt andenplads kom den danske politolog Bjørn Lomborg, som er blevet verdenskendt for sine artikler og bøger med den hovedtese, at mange af miljøforkæmpernes forudsigelser og påstande er overdrevne, og at vi frem for at skære i vores udledning af drivhusgasser i stedet skal investere massivt i forskning og udvikling. Han var i alverdens medier op til og under klimatopmødet i december, hvor han gjorde opmærksom på, at en ny klimaaftale i stil med Kyoto-protokollen ville blive utrolig dyr, men kun udrette ganske lidt godt. Trods sin rolle som kontroversiel samfundsdebatør blev han dog ikke udnævnt til årets person, hvilket primært hænger sammen med undertegnedes syn på velfærdsdebatten som havende større aktualitets- og konfliktpotentiale end klimadebatten på nuværende tidspunkt. Det er korrekt, at vi stadig oftere gennem medierne konfronteres med mere eller mindre klimarelaterede historier, og at politikerne på Christiansborg ikke helt kan enes om, hvorledes problemerne skal håndteres, men i forhold til har velfærdsområdet langt større potentiale til at blive politisk sprængfarligt. Denne vurdering bygger på, at den danske befolkning når alt kommer til alt er mere interesserede i hvordan de påvirkes økonomisk nu, end hvordan klimaet har det om 50 til 100 år, samt at politikerne ved flere lejligheder har vist, at de er langt mere splittede på velfærdsområdet end på klimaområdet.

På en tredjeplads kom Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden, som er en stærk kritiker af regerings politik. Han var i sidste halvdel af 2009 indblandet i to meget kontroversielle sager, som delte såvel befolkning som politikere i trofaste støttere og indædte modstandere. Den første sag omhandlede den omstridte bog Jæger - i krig med eliten af tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som forsvaret forsøgte at stoppe udgivelsen af ved at begære fogedforbud mod bogen. Argumentet var, at bogen ville bringe danske soldaters liv i fare, hvilket Tøger Seidenfaden dog satte sig tvivlende over for efter at have talt med flere militære eksperter. Politiken besluttede derfor at trykke bogen som et tillæg til avisen med den begrundelse, at det ikke var forsvarets opgave at beslutte, hvilke bøger som skulle udkomme i Danmark, eller hvilke oplysninger den danske offentlighed skulle få om krigen i Afghanistan. Den anden sag drejede sig om en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som på trods af flere internationale organisationers bekymring for sikkerhedssituationen i Irak stod til tvangshjemsendelse. Politiken etablerede som reaktion herpå det såkaldte Irak Center, som ansatte omkring 100 irakere til en månedsløn på 32.000 kroner, således at de kunne søge en hurtig arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning. Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti kritiserede initiativet for kun at være et pro forma-arrangement for at sikre irakerne ophold i Danmark, men dette afviste Tøger Seidenfaden. Begge sager viser, at Tøger Seidenfaden i høj grad er en kontroversiel samfundsdebatør, men på trods heraf blev han ikke udnævnt til årets person. Dette skyldes, at de nævnte sager godt nok er konfliktfyldte, men ikke har den samme politiske tyngde som velfærdsdebatten.