Udlændinge- eller genopretningspakke?

Forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti fortsætter i disse dage for at finde de 24 milliarder kroner, som skal spares på statsbudgettet frem 2013 for at bringe Danmark sikkert ud af finanskrisen. Flere elementer i regeringens genopretningspakke herunder nulvækst i kommunerne samt fastfrysning af folkepensionen faldt fra starten af ikke i god jord hos støttepartiet, som i stedet fremlagde en række alternativer, der alle har som gennemgående karakteristika, at de retter sig mod udlændinge i den ene eller anden afskygning. Herunder følger en kort liste over partiets mest omtalte spareforslag.

• Skære 200 millioner kroner i udviklingsbistanden. Hermed fortsætter partiet den nedbarbering af udviklingsbistanden, som har fundet sted siden 2001 fra omkring 1 pct. af BNI til omkring 0,8 pct. af BNI i dag svarende til en samlet besparelse på et tocifret milliardbeløb. Heldigvis ser regeringen ud til at trodse dette usympatiske forslag, da man ikke mener, at verdens fattige skal betale for finanskrisen.
• Begrænse børnechecken til maksimalt to børn. Dette forslag kommer til at påvirke alle med flere end to børn, men da indvandrere gennemsnitligt har flere børn end etniske danskere samt generelt er økonomisk presset, bliver disse ramt særlig hårdt.
• Skære i folkepensionen til flygtninge. Kort fortalt skal flygtninge, som i dag automatisk er berettiget til den maksimale folkepension ved pensionsalderen, i fremtiden kun have udbetalt en brøkdel, bestemt af hvor lang tid de har boet i landet.
• Opgør med gratis tolkebistand. Denne gratis service, som Dansk Folkeparti nu gerne ser afskaffet, er i dag til stor gavn for udlændinge og gør det muligt for selv de med et lille økonomisk råderum at komme i kontakt med offentlige myndigheder og institutioner.
• Stramninger over for arbejdsløse udlændinge. Undertegnede har på dette tidspunkt ikke kendskab til de nøjagtige stramninger, men hvis det drejer sig om den sædvanlige pisk frem for gulerod, kan man have sin tvivl om, hvorvidt dette forslag overhovedet kommer til at spille nogen betydelig rolle ud over at gøre de ramte endnu dårligere økonomisk og socialt stillet.

Det bliver interessant at se, hvorledes de kommende forhandlinger ender ud, og man må inderligt håbe, at Lars Løkke ikke springer med på Dansk Folkepartis vogn, selvom undertegnede frygter, at det er den eneste vej frem for regeringen.

Liberaldemokraternes historiske mulighed

Parlamentsvalget i Storbritannein er afgjort, vælgerne har talt, og resultatet blev et såkaldt hung-parliament, hvilket ikke er set siden 1974, hvor hverken de konservative eller Labour opnåede de nødvendige 326 mandater. Flere britiske valgforskere har talt om en lose-lose-lose-situation, da ingen af de tre store partier ifølge deres analyser kan være tilfredse med, hvorledes valget faldt ud. Tony Travers fra London School of Economics (LSE) skriver: "Det er sjældent, at et britisk valg producerer tre taberpartier, men dette valg er kommet tæt på".

Umiddelbart fremstår de konservatives leder David Cameron som valgets vinder i såvel faktiske stemmer som antallet af mandater, hvor partiet opnåede 306, hvilket er 96 flere siden sidste valg. Dog mangler partiet stadig de afgørende 20 sæder i parlamentet for at kunne danne en flertalsregering, hvilket så godt som alle meningsmålinger viste var en selvfølge for bare få måneder siden. Den økonomiske situation samt Gordon Browns popularitet taget i betragtning er det derfor ikke noget imponerende resultat. Nu er partiet nødsaget til at bejle til Liberaldemokraternes Nick Clegg for at gøre sig forhåbninger om at indtage regeringskontorerne.

Den mest åbenlyse taber er Labour med premierminister Gordon Brown i spidsen, da partiet tabte hele 91 mandater, hvilket kun er en smule bedre end ved det katastrofale 1983-valg. For at blive i regeringskontorerne er Labour tvunget ud i at danne en såkaldt regnbueregering med såvel Liberaldemokraterne som nogle af de forskellige småpartier valgt i Skotland, Wales og Nordirland, hvilket bliver noget af et puslespil af holdninger, interesser og krav.

Valgets største taber er dog efter de fleste kommentatorers mening Liberaldemokraterne, som trods tv-debatter og Clegg-mania endte med en fremgang på sølle 0,4 pct. og en reel tilbagegang på 5 mandater fra 62 ved sidste valg til 57 i det nye parlament. Undertegnede stiller sig dog tvivlende overfor denne vurdering, hvilket ikke kun baserer sig på det britiske valgsystem, som på flere måder favoriserer de to store partier, men ligeledes på det faktum, at situationen med et hung-parliament kan være en historisk mulighed for partiet. Gordon Brown og Labour er tvunget til at samarbejde med partiet for at beholde regeringsmagten, mens David Cameron og de konservative vil få mere end svært ved at indfange nok mandater fra de overvejende socialistiske småpartier fra Skotland, Wales og Nordirland, således at liberaldemokraterne også her bliver afgørende. Foruden indflydelse på de forskellige finansielle og sociale reformer, som Storbritannien er nødsaget til at gennemføre i den kommende valgperiode, har Liberaldemokraterne endda mulighed for at få reformeret valgsystemet, hvilket havde været så godt som umuligt, hvis et af de store partier havde opnået flertal alene. Hvis partiet får held med at ændre det nuværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et proportionalt valgsystem, vil det forandre den politiske situation i Storbritannien for altid. For det første ville Liberaldemokraterne med 23 pct. af stemmerne opnå 149 mandater, mens Labour med 36 pct. af stemmerne kun ville opnå 234 mandater. For andet ville det give mange af de mindre partier mulighed for at komme i parlamentet og dermed skabe større pluralitet. Det er dog vigtigt, at Nick Clegg griber forhandlingerne med de to store partier fornuftigt an og spiller sine kort rigtigt for at udnytte den historiske situation optimalt. På den ene side skal der presses hårdt på for at opnå de bedst mulige resultater. På den anden skal partiet passe på ikke at stramme skruen for hårdt, da de to store partier ellers vil opgive forhandlingerne og i stedet udskrive nyvalg. Konsekvensen af et sådant vil formentlig blive et flertal til enten Labour eller de konservative, da vælgerne har erfaret, at et hung-parliament ikke kan klare de store økonomiske og sociale problemer, Storbritannien kæmper med, hvorved Liberaldemokraterne har forspildt deres chance for at få afgørende indflydelse på britisk politik på såvel kort som langt sigt.

Kilde: BBC Election 2010