søndag den 25. juli 2010

Update: VM 2010

For omkring 2 uger siden blev den afsluttende kamp spillet mellem Holland og Spanien, som begge havde til gode at vinde deres første verdensmesterskab. I dagene forinden havde Holland vundet den første semifinale 3-2 over Uruguay, Spanien den anden semifinale 1-0 over Tyskland, og i bronzekampen løb det tyske mandskab fortjent med tredjepladsen efter en 3-2 sejr over de uruguayske spillere. I finalen trak Spanien efter forlænget spilletid det længste strå mod Holland og kunne med en sejr på 1-0 løfte det over 6 kg tunge trofæ. Dette samt de tre øvrige kampes resultater stemmer dermed fint overens med den rapport af Goldman Sachs, som blev refereret her på bloggen for et par uger siden, da holdet med den største vinderchance i alle de fire kampe besejrede sin modstander.

Ifølge den hollanske bank ABN Amro, hvis rapport ligeledes blev refereret her på bloggen, burde tyskerne dog have vundet guldet frem for spanierne, da et sådant udfald ville have været mest optimalt for verdensøkonomien, idet en sejr kunne have skabte mere optimisme og øge privatforbruget og investeringerne til gavn for den store tyske økonomi. Det vigtige tyske nøgletal IFO-indekset viser dog med en overraskende stigning fra juni til juli måned, at de tyske forbrugere måske alligevel trods nederlaget til Spanien oplever en boblende optimisme. Indekset bygger på indberetninger fra 7000 tyske virksomheder, som dels vurderer den nuværende økonomiske situation, dels giver et bud på situationen om seks måneder, hvorved det i væsentlig grad afspejler de tyske industrilederes tillid til økonomien. Den overraskende fremgang, som er den største siden genforeningen, øger sammen med de seneste måneders stigninger (jf. nedenstående graf), muligheden for at Tyskland kan holde dampen oppe i de kommende år og trække resten af Europa med ud af de stadig hårde økonomiske tider

tirsdag den 6. juli 2010

VM 2010

Verdensmesterskaberne i fodbold har efter 60 kampe, stor dramatik og alt for megen vuvuzela-larm nået sin afsluttende uge, hvor semifinalerne spilles den 6. og 7. juli, bronzekampen den 10. juli og finalen den 11. juli. Den første semifinale står mellem Holland (nr. 4) og Uruguay (nr. 16), mens de to store fodboldnationer Tyskland (nr. 6) og Spanien (nr. 2) tørner sammen i den anden (placering på FIFA's Verdensrangliste 2010 i parentes).

Holland blev klar vinder af gruppe E med sejre over Danmark, Japan og Cameroun. I ottendedelsfinalerne besejredes Slovakiet, mens Brasilien overraskende og på trods af en føring i første halvleg blev slået ud af holdet i kvartfinalerne. Uruguay vandt ligeledes sin gruppe med sejre over Mexico og værtsnationen Sydafrika samt uafgjort mod et fransk hold, som har spillet et helt uacceptabelt verdensmesterskab. I ottendedelsfinalerne slog holdet Sydkorea ud af turneringen, og efter en højspændt kvartfinale med straffesparkskonkurrence måtte Ghana som det sidste afrikanske hold forlade Sydafrika. Holland har stadig til gode at vinde VM, mens Uruguay har kunnet løfte trofæet to gange.

Det unge tyske hold havde en forrygende start på gruppespillet med en 4-0 sejr over Australien, og blev på trods af et nederlag til Serbien vinder af gruppe D, da holdet vandt den tredje kamp mod Ghana. I ottendedelsfinalerne blev England sendt ud af turneringen, mens Argentina overraskende måtte samme vej i kvartfinalerne. Spanien fik efter nederlaget til Schweiz orden på sit spil og vandt sin gruppe efter sejre over Chile og Honduras. I ottendedelsfinalerne slog holdet nabolandet Portugal, og efter en kvartfinale med to brændte straffespark blev Paraguay ligeledes slået ud af turneringen. Tyskland har hele tre gange vundet VM, mens Spanien endnu ikke har vundet titlen.

De fire resterende kampe bliver som ovenfor antydet spillet mellem nogle af verdens stærkeste fodboldnationer, hvorfor der er lagt op til nogle spændende og åbne opgør. Herunder vil der på baggrund af forskellige matematiske og økonomiske kalkuler blive givet et kvalificeret bud på en vinder, samt hvilket hold man skal holde med for at styrke verdensøkonomien.

I deres rapport The World Cup and Economics har den amerikanske bank Goldman Sachs udregnet, hvor stor sandsynlighed de 32 hold har for at vinde VM. Beregningerne er baseret dels på FIFA's Verdensrangliste, dels på hvilke odds de forskellige bookmakere giver holdene. Ifølge rapporten har Spanien 10,46 pct. chance efterfulgte af Tyskland med 9,4o pct., mens Holland og Uruguay følger efter med henholdsvis 7,07 pct. og 2,11 pct. chance. Man må derfor konkludere, at Spanien har gode muligheder for at hive sin første VM titel hjem, selvom rapporten på ingen måde skal tages som den endelige sandhed (Brasilien står med 13,76 pct. som den mest sandsynlige vinder).

Selvom Spanien ifølge Goldman Sachs ligner en kommende verdensmester, skal man dog holde med Tyskland, hvis man skal følge rådet fra den hollandske bank ABN Amro, som i rapporten Soccernomics 2010 analyserer sig frem til, hvorfor verdensøkonomien har bedst af en tysk vinder. Dette skyldes, at en sejr kan være med til at øge privatforbruget i vindernationen, og hvis verdensøkonomien skal have det optimale ud af VM, skal vinderen helst findes blandt de store økonomier. Japan er en større økonomi end Tyskland, men den japanske import er ikke stor nok til at verdensøkonomien vil få det optimale ud af en sejr, hvorfor Tyskland er den optimale vinder. Banken har regnet sig frem til, at en VM-vinder i gennemsnit får et ekstra økonomisk løft på 0,7 procentpoint af BNP, hvilket skyldes, at en sejr kan skabe mere optimisme og øge forbruget og investeringerne. Rapporten fastslår samtidig, at en sejr for USA helst skal undgås, da forbrugerne her allerede lever over evne og ikke skal fristes til at forbruge mere. En tak skal derfor lyde til Ghana.

Uanset hvilken nation der løber med titlen, har det dog været et begivenhedsrigt verdensmesterskab, hvor flere statistikker ikke har holdt. Det er første gang at værtsnationen ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er første gang at Danmark ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er (sandsynligvis) første gang et europæisk hold vinder VM uden for Europa.

fredag den 25. juni 2010

Sort snak?

Som nævnt i et tidligere indlæg er denne blog som udgangspunkt for de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede. Dog kan undertegnede her i sommervarmen ikke afholde sig fra at gøre opmærksom på dette YouTube-klip, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Folketingets talerstol ihærdigt forsøger at forklare regeringens skattepolitik.

mandag den 24. maj 2010

Udlændinge- eller genopretningspakke?

Forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti fortsætter i disse dage for at finde de 24 milliarder kroner, som skal spares på statsbudgettet frem 2013 for at bringe Danmark sikkert ud af finanskrisen. Flere elementer i regeringens genopretningspakke herunder nulvækst i kommunerne samt fastfrysning af folkepensionen faldt fra starten af ikke i god jord hos støttepartiet, som i stedet fremlagde en række alternativer, der alle har som gennemgående karakteristika, at de retter sig mod udlændinge i den ene eller anden afskygning. Herunder følger en kort liste over partiets mest omtalte spareforslag.
  • Skære 200 millioner kroner i udviklingsbistanden. Hermed fortsætter partiet den nedbarbering af udviklingsbistanden, som har fundet sted siden 2001 fra omkring 1 pct. af BNI til omkring 0,8 pct. af BNI i dag svarende til en samlet besparelse på et tocifret milliardbeløb. Heldigvis ser regeringen ud til at trodse dette usympatiske forslag, da man ikke mener, at verdens fattige skal betale for finanskrisen.
  • Begrænse børnechecken til maksimalt to børn. Dette forslag kommer til at påvirke alle med flere end to børn, men da indvandrere gennemsnitligt har flere børn end etniske danskere samt generelt er økonomisk presset, bliver disse ramt særlig hårdt.
  • Skære i folkepensionen til flygtninge. Kort fortalt skal flygtninge, som i dag automatisk er berettiget til den maksimale folkepension ved pensionsalderen, i fremtiden kun have udbetalt en brøkdel, bestemt af hvor lang tid de har boet i landet.
  • Opgør med gratis tolkebistand. Denne gratis service, som Dansk Folkeparti nu gerne ser afskaffet, er i dag til stor gavn for udlændinge og gør det muligt for selv de med et lille økonomisk råderum at komme i kontakt med offentlige myndigheder og institutioner.
  • Stramninger over for arbejdsløse udlændinge. Undertegnede har på dette tidspunkt ikke kendskab til de nøjagtige stramninger, men hvis det drejer sig om den sædvanlige pisk frem for gulerod, kan man have sin tvivl om, hvorvidt dette forslag overhovedet kommer til at spille nogen betydelig rolle ud over at gøre de ramte endnu dårligere økonomisk og socialt stillet.

Det bliver interessant at se, hvorledes de kommende forhandlinger ender ud, og man må inderligt håbe, at Lars Løkke ikke springer med på Dansk Folkepartis vogn, selvom undertegnede frygter, at det er den eneste vej frem for regeringen.

mandag den 10. maj 2010

Liberaldemokraternes historiske mulighed

Parlamentsvalget i Storbritannein er afgjort, vælgerne har talt, og resultatet blev et såkaldt hung-parliament, hvilket ikke er set siden 1974, hvor hverken de konservative eller Labour opnåede de nødvendige 326 mandater. Flere britiske valgforskere har talt om en lose-lose-lose-situation, da ingen af de tre store partier ifølge deres analyser kan være tilfredse med, hvorledes valget faldt ud. Tony Travers fra London School of Economics (LSE) skriver: "Det er sjældent, at et britisk valg producerer tre taberpartier, men dette valg er kommet tæt på".

Umiddelbart fremstår de konservatives leder David Cameron som valgets vinder i såvel faktiske stemmer som antallet af mandater, hvor partiet opnåede 306, hvilket er 96 flere siden sidste valg. Dog mangler partiet stadig de afgørende 20 sæder i parlamentet for at kunne danne en flertalsregering, hvilket så godt som alle meningsmålinger viste var en selvfølge for bare få måneder siden. Den økonomiske situation samt Gordon Browns popularitet taget i betragtning er det derfor ikke noget imponerende resultat. Nu er partiet nødsaget til at bejle til Liberaldemokraternes Nick Clegg for at gøre sig forhåbninger om at indtage regeringskontorerne.

Den mest åbenlyse taber er Labour med premierminister Gordon Brown i spidsen, da partiet tabte hele 91 mandater, hvilket kun er en smule bedre end ved det katastrofale 1983-valg. For at blive i regeringskontorerne er Labour tvunget ud i at danne en såkaldt regnbueregering med såvel Liberaldemokraterne som nogle af de forskellige småpartier valgt i Skotland, Wales og Nordirland, hvilket bliver noget af et puslespil af holdninger, interesser og krav.

Valgets største taber er dog efter de fleste kommentatorers mening Liberaldemokraterne, som trods tv-debatter og Clegg-mania endte med en fremgang på sølle 0,4 pct. og en reel tilbagegang på 5 mandater fra 62 ved sidste valg til 57 i det nye parlament. Undertegnede stiller sig dog tvivlende overfor denne vurdering, hvilket ikke kun baserer sig på det britiske valgsystem, som på flere måder favoriserer de to store partier, men ligeledes på det faktum, at situationen med et hung-parliament kan være en historisk mulighed for partiet. Gordon Brown og Labour er tvunget til at samarbejde med partiet for at beholde regeringsmagten, mens David Cameron og de konservative vil få mere end svært ved at indfange nok mandater fra de overvejende socialistiske småpartier fra Skotland, Wales og Nordirland, således at liberaldemokraterne også her bliver afgørende. Foruden indflydelse på de forskellige finansielle og sociale reformer, som Storbritannien er nødsaget til at gennemføre i den kommende valgperiode, har Liberaldemokraterne endda mulighed for at få reformeret valgsystemet, hvilket havde været så godt som umuligt, hvis et af de store partier havde opnået flertal alene. Hvis partiet får held med at ændre det nuværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et proportionalt valgsystem, vil det forandre den politiske situation i Storbritannien for altid. For det første ville Liberaldemokraterne med 23 pct. af stemmerne opnå 149 mandater, mens Labour med 36 pct. af stemmerne kun ville opnå 234 mandater. For andet ville det give mange af de mindre partier mulighed for at komme i parlamentet og dermed skabe større pluralitet. Det er dog vigtigt, at Nick Clegg griber forhandlingerne med de to store partier fornuftigt an og spiller sine kort rigtigt for at udnytte den historiske situation optimalt. På den ene side skal der presses hårdt på for at opnå de bedst mulige resultater. På den anden skal partiet passe på ikke at stramme skruen for hårdt, da de to store partier ellers vil opgive forhandlingerne og i stedet udskrive nyvalg. Konsekvensen af et sådant vil formentlig blive et flertal til enten Labour eller de konservative, da vælgerne har erfaret, at et hung-parliament ikke kan klare de store økonomiske og sociale problemer, Storbritannien kæmper med, hvorved Liberaldemokraterne har forspildt deres chance for at få afgørende indflydelse på britisk politik på såvel kort som langt sigt.

Kilde: BBC Election 2010

fredag den 16. april 2010

Svar på tiltale

"Det er svært at spå, især om fremtiden" - Storm P.

En yndet sport inden for den politiske verden har i umindelige tider været at forudsige udviklingen for partier og bestemte politikere. Dette gælder især for min gode studiekammerat Kvilsted, hvis blogindlæg fra d. 14. april er adresseret til mig personligt. Kort fortalt omhandler indlægget dels Kvilstreds utilfredshed med undertegnedes pessimistiske syn på Liberal Alliances muligheder for at klare spæregrænsen ved næste folketingsvalg, dels almindelig galde over dette og hint. På trods af en tendens til i højere grad at gå efter spilleren frem for bolden (pointeret af min gode ven Erik Gahner), tager jeg dog gerne udfordringen op og springer ind i kampen.

Som fremført i en tidligere diskussion tillægger jeg ikke de enkelte meningsmålinger større vægt, men stoler i højere grad på de vejede gennemsnitsmålinger udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen. Med Erik Gahners ganske udemærkede ordvalg: "Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed." Derfor vil jeg hellere stille skarpt på den nuværende politiske situation i almindelighed og Liberal Alliances politik i særdeleshed frem for at agere doven journalist og begrænse mig til resultatet af den seneste meningsmåling.

På denne baggrund vil jeg stadig hævde, at Liberal Alliance får ganske svært ved at klare spæregrænsen. Deres politik vil være et hårdt slag mod den danske velfærdsstat, da en flad skat på 40 pct. samt en halvering af erhversskatten næppe vil kunne finansiere det velfærdsnivau vi i dag kender uden brugerbetaling eller selvfinansiering. Jeg vil ikke her tage stilling til, om denne politik er gavnlig for Danmark, eller om det på sigt vil kunne lade sig gøre at opretholde en rimelig velfærdsstat økonomisk via dynamiske effekter, men blot om en tilstrækkelig stor del af befolkningen vil lade sig overbevise, hvilket jeg tvivler gevaldigt på.

I forbindelse med den omtalte meningsmåling faldt jeg desuden over en artikel i Berlingske Tidende med overskriften "Venstres fald i meningsmålingerne er med til at sende Liberal Alliance over spærregrænsen", som ganske godt illustrerer min pointe om, at Liberal Alliances fremtid hviler på eksterne faktorer, dvs. hvorledes regeringspartierne/oppositionen aggerer. Hvis Liberal Alliance således skal have en chance ved næste folketingsvalg, skal der krydses fingre for en nedsmeltning af regeringspartierne, eller som poltiske kommentator Niels Krause-Kjær udtrykker det: "Hvis Liberal Alliance kommer over spærregrænsen ved næste valg, vil det formentlig være udtryk for, at den borgerlige regering er faldet. Nedbruddet i regeringen, som jeg godt synes, man kan tale om for tiden, er deres chance for at hente utilfredse vælgere".

Mit syn på Liberal Alliance samt partiets fremtid på Christiansborg har parentes bemærket intet med bitterhed at gøre. Det Radikale Venstre er for længst kommet sig over krisen og ligger nu stabilt i gennemsnitsmåligerne på omkring 8 mandater (samme leje som under Nyrup). Den unge liberitaner Kvilsted har til gengæld mangt og meget at være bitter over, hvilket også ses af indlægget. De dårlige sager har den seneste tid regnet ned over den borgerlige regering, som ikke kun har været kritiseret af oppositionen, men ligeledes af OECD, Nationalbanken samt Det Økonomiske Råd. Dette har resulteret i stadig dårligere meningsmålinger og stadig større chance for et regeringsskifte.

Afslutningsvis vil jeg godt erkende, at der til tider er for langt mellem de enkelte indlæg her på bloggen, hvilket jeg naturligvis prøver at forbedre. Dog vil jeg pointere, at bloggen stadig vil holde sig til de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede, og ikke blot korte kommentarer vedr. min højde, næsespray eller Banana Flambé.

søndag den 4. april 2010

Valgrygter

De første seriøse valgrygter er begyndt at svirre blandt politikere og pressefolk på Christiansborg om et snarligt lynvalg enten til maj eller i den første halvdel af juni, hvilket ganske naturligt har skabt en særlig intens stemning på borgen, hvor den gamle floskel om at sove med støvlerne på har fået helt nyt liv. I det følgende vil den nuværende politiske situation på Christiansborg blive analyseret for at give et bud på, hvorvidt scenariet er realistisk, eller om befolkningen må vente yderligere nogle måneder, før statsministeren lader startskuddet lyde.

Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.

Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.

Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.

Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.

Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.