Parlamentsvalget i Storbritannein er afgjort, vælgerne har talt, og resultatet blev et såkaldt hung-parliament, hvilket ikke er set siden 1974, hvor hverken de konservative eller Labour opnåede de nødvendige 326 mandater. Flere britiske valgforskere har talt om en lose-lose-lose-situation, da ingen af de tre store partier ifølge deres analyser kan være tilfredse med, hvorledes valget faldt ud. Tony Travers fra London School of Economics (LSE) skriver: "Det er sjældent, at et britisk valg producerer tre taberpartier, men dette valg er kommet tæt på".
Umiddelbart fremstår de konservatives leder David Cameron som valgets vinder i såvel faktiske stemmer som antallet af mandater, hvor partiet opnåede 306, hvilket er 96 flere siden sidste valg. Dog mangler partiet stadig de afgørende 20 sæder i parlamentet for at kunne danne en flertalsregering, hvilket så godt som alle meningsmålinger viste var en selvfølge for bare få måneder siden. Den økonomiske situation samt Gordon Browns popularitet taget i betragtning er det derfor ikke noget imponerende resultat. Nu er partiet nødsaget til at bejle til Liberaldemokraternes Nick Clegg for at gøre sig forhåbninger om at indtage regeringskontorerne.
Den mest åbenlyse taber er Labour med premierminister Gordon Brown i spidsen, da partiet tabte hele 91 mandater, hvilket kun er en smule bedre end ved det katastrofale 1983-valg. For at blive i regeringskontorerne er Labour tvunget ud i at danne en såkaldt regnbueregering med såvel Liberaldemokraterne som nogle af de forskellige småpartier valgt i Skotland, Wales og Nordirland, hvilket bliver noget af et puslespil af holdninger, interesser og krav.
Valgets største taber er dog efter de fleste kommentatorers mening Liberaldemokraterne, som trods tv-debatter og Clegg-mania endte med en fremgang på sølle 0,4 pct. og en reel tilbagegang på 5 mandater fra 62 ved sidste valg til 57 i det nye parlament. Undertegnede stiller sig dog tvivlende overfor denne vurdering, hvilket ikke kun baserer sig på det britiske valgsystem, som på flere måder favoriserer de to store partier, men ligeledes på det faktum, at situationen med et hung-parliament kan være en historisk mulighed for partiet. Gordon Brown og Labour er tvunget til at samarbejde med partiet for at beholde regeringsmagten, mens David Cameron og de konservative vil få mere end svært ved at indfange nok mandater fra de overvejende socialistiske småpartier fra Skotland, Wales og Nordirland, således at liberaldemokraterne også her bliver afgørende. Foruden indflydelse på de forskellige finansielle og sociale reformer, som Storbritannien er nødsaget til at gennemføre i den kommende valgperiode, har Liberaldemokraterne endda mulighed for at få reformeret valgsystemet, hvilket havde været så godt som umuligt, hvis et af de store partier havde opnået flertal alene. Hvis partiet får held med at ændre det nuværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse til et proportionalt valgsystem, vil det forandre den politiske situation i Storbritannien for altid. For det første ville Liberaldemokraterne med 23 pct. af stemmerne opnå 149 mandater, mens Labour med 36 pct. af stemmerne kun ville opnå 234 mandater. For andet ville det give mange af de mindre partier mulighed for at komme i parlamentet og dermed skabe større pluralitet. Det er dog vigtigt, at Nick Clegg griber forhandlingerne med de to store partier fornuftigt an og spiller sine kort rigtigt for at udnytte den historiske situation optimalt. På den ene side skal der presses hårdt på for at opnå de bedst mulige resultater. På den anden skal partiet passe på ikke at stramme skruen for hårdt, da de to store partier ellers vil opgive forhandlingerne og i stedet udskrive nyvalg. Konsekvensen af et sådant vil formentlig blive et flertal til enten Labour eller de konservative, da vælgerne har erfaret, at et hung-parliament ikke kan klare de store økonomiske og sociale problemer, Storbritannien kæmper med, hvorved Liberaldemokraterne har forspildt deres chance for at få afgørende indflydelse på britisk politik på såvel kort som langt sigt.
Kilde: BBC Election 2010
mandag den 10. maj 2010
fredag den 16. april 2010
Svar på tiltale
"Det er svært at spå, især om fremtiden" - Storm P.
En yndet sport inden for den politiske verden har i umindelige tider været at forudsige udviklingen for partier og bestemte politikere. Dette gælder især for min gode studiekammerat Kvilsted, hvis blogindlæg fra d. 14. april er adresseret til mig personligt. Kort fortalt omhandler indlægget dels Kvilstreds utilfredshed med undertegnedes pessimistiske syn på Liberal Alliances muligheder for at klare spæregrænsen ved næste folketingsvalg, dels almindelig galde over dette og hint. På trods af en tendens til i højere grad at gå efter spilleren frem for bolden (pointeret af min gode ven Erik Gahner), tager jeg dog gerne udfordringen op og springer ind i kampen.
Som fremført i en tidligere diskussion tillægger jeg ikke de enkelte meningsmålinger større vægt, men stoler i højere grad på de vejede gennemsnitsmålinger udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen. Med Erik Gahners ganske udemærkede ordvalg: "Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed." Derfor vil jeg hellere stille skarpt på den nuværende politiske situation i almindelighed og Liberal Alliances politik i særdeleshed frem for at agere doven journalist og begrænse mig til resultatet af den seneste meningsmåling.
På denne baggrund vil jeg stadig hævde, at Liberal Alliance får ganske svært ved at klare spæregrænsen. Deres politik vil være et hårdt slag mod den danske velfærdsstat, da en flad skat på 40 pct. samt en halvering af erhversskatten næppe vil kunne finansiere det velfærdsnivau vi i dag kender uden brugerbetaling eller selvfinansiering. Jeg vil ikke her tage stilling til, om denne politik er gavnlig for Danmark, eller om det på sigt vil kunne lade sig gøre at opretholde en rimelig velfærdsstat økonomisk via dynamiske effekter, men blot om en tilstrækkelig stor del af befolkningen vil lade sig overbevise, hvilket jeg tvivler gevaldigt på.
I forbindelse med den omtalte meningsmåling faldt jeg desuden over en artikel i Berlingske Tidende med overskriften "Venstres fald i meningsmålingerne er med til at sende Liberal Alliance over spærregrænsen", som ganske godt illustrerer min pointe om, at Liberal Alliances fremtid hviler på eksterne faktorer, dvs. hvorledes regeringspartierne/oppositionen aggerer. Hvis Liberal Alliance således skal have en chance ved næste folketingsvalg, skal der krydses fingre for en nedsmeltning af regeringspartierne, eller som poltiske kommentator Niels Krause-Kjær udtrykker det: "Hvis Liberal Alliance kommer over spærregrænsen ved næste valg, vil det formentlig være udtryk for, at den borgerlige regering er faldet. Nedbruddet i regeringen, som jeg godt synes, man kan tale om for tiden, er deres chance for at hente utilfredse vælgere".
Mit syn på Liberal Alliance samt partiets fremtid på Christiansborg har parentes bemærket intet med bitterhed at gøre. Det Radikale Venstre er for længst kommet sig over krisen og ligger nu stabilt i gennemsnitsmåligerne på omkring 8 mandater (samme leje som under Nyrup). Den unge liberitaner Kvilsted har til gengæld mangt og meget at være bitter over, hvilket også ses af indlægget. De dårlige sager har den seneste tid regnet ned over den borgerlige regering, som ikke kun har været kritiseret af oppositionen, men ligeledes af OECD, Nationalbanken samt Det Økonomiske Råd. Dette har resulteret i stadig dårligere meningsmålinger og stadig større chance for et regeringsskifte.
Afslutningsvis vil jeg godt erkende, at der til tider er for langt mellem de enkelte indlæg her på bloggen, hvilket jeg naturligvis prøver at forbedre. Dog vil jeg pointere, at bloggen stadig vil holde sig til de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede, og ikke blot korte kommentarer vedr. min højde, næsespray eller Banana Flambé.
En yndet sport inden for den politiske verden har i umindelige tider været at forudsige udviklingen for partier og bestemte politikere. Dette gælder især for min gode studiekammerat Kvilsted, hvis blogindlæg fra d. 14. april er adresseret til mig personligt. Kort fortalt omhandler indlægget dels Kvilstreds utilfredshed med undertegnedes pessimistiske syn på Liberal Alliances muligheder for at klare spæregrænsen ved næste folketingsvalg, dels almindelig galde over dette og hint. På trods af en tendens til i højere grad at gå efter spilleren frem for bolden (pointeret af min gode ven Erik Gahner), tager jeg dog gerne udfordringen op og springer ind i kampen.
Som fremført i en tidligere diskussion tillægger jeg ikke de enkelte meningsmålinger større vægt, men stoler i højere grad på de vejede gennemsnitsmålinger udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen. Med Erik Gahners ganske udemærkede ordvalg: "Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed." Derfor vil jeg hellere stille skarpt på den nuværende politiske situation i almindelighed og Liberal Alliances politik i særdeleshed frem for at agere doven journalist og begrænse mig til resultatet af den seneste meningsmåling.
På denne baggrund vil jeg stadig hævde, at Liberal Alliance får ganske svært ved at klare spæregrænsen. Deres politik vil være et hårdt slag mod den danske velfærdsstat, da en flad skat på 40 pct. samt en halvering af erhversskatten næppe vil kunne finansiere det velfærdsnivau vi i dag kender uden brugerbetaling eller selvfinansiering. Jeg vil ikke her tage stilling til, om denne politik er gavnlig for Danmark, eller om det på sigt vil kunne lade sig gøre at opretholde en rimelig velfærdsstat økonomisk via dynamiske effekter, men blot om en tilstrækkelig stor del af befolkningen vil lade sig overbevise, hvilket jeg tvivler gevaldigt på.
I forbindelse med den omtalte meningsmåling faldt jeg desuden over en artikel i Berlingske Tidende med overskriften "Venstres fald i meningsmålingerne er med til at sende Liberal Alliance over spærregrænsen", som ganske godt illustrerer min pointe om, at Liberal Alliances fremtid hviler på eksterne faktorer, dvs. hvorledes regeringspartierne/oppositionen aggerer. Hvis Liberal Alliance således skal have en chance ved næste folketingsvalg, skal der krydses fingre for en nedsmeltning af regeringspartierne, eller som poltiske kommentator Niels Krause-Kjær udtrykker det: "Hvis Liberal Alliance kommer over spærregrænsen ved næste valg, vil det formentlig være udtryk for, at den borgerlige regering er faldet. Nedbruddet i regeringen, som jeg godt synes, man kan tale om for tiden, er deres chance for at hente utilfredse vælgere".
Mit syn på Liberal Alliance samt partiets fremtid på Christiansborg har parentes bemærket intet med bitterhed at gøre. Det Radikale Venstre er for længst kommet sig over krisen og ligger nu stabilt i gennemsnitsmåligerne på omkring 8 mandater (samme leje som under Nyrup). Den unge liberitaner Kvilsted har til gengæld mangt og meget at være bitter over, hvilket også ses af indlægget. De dårlige sager har den seneste tid regnet ned over den borgerlige regering, som ikke kun har været kritiseret af oppositionen, men ligeledes af OECD, Nationalbanken samt Det Økonomiske Råd. Dette har resulteret i stadig dårligere meningsmålinger og stadig større chance for et regeringsskifte.
Afslutningsvis vil jeg godt erkende, at der til tider er for langt mellem de enkelte indlæg her på bloggen, hvilket jeg naturligvis prøver at forbedre. Dog vil jeg pointere, at bloggen stadig vil holde sig til de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede, og ikke blot korte kommentarer vedr. min højde, næsespray eller Banana Flambé.
søndag den 4. april 2010
Valgrygter
De første seriøse valgrygter er begyndt at svirre blandt politikere og pressefolk på Christiansborg om et snarligt lynvalg enten til maj eller i den første halvdel af juni, hvilket ganske naturligt har skabt en særlig intens stemning på borgen, hvor den gamle floskel om at sove med støvlerne på har fået helt nyt liv. I det følgende vil den nuværende politiske situation på Christiansborg blive analyseret for at give et bud på, hvorvidt scenariet er realistisk, eller om befolkningen må vente yderligere nogle måneder, før statsministeren lader startskuddet lyde.
Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.
Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.
Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.
Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.
Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.
Argumenterne for et forårsvalg er mangfoldige og har tråde til flere af hinanden uafhængige politiske begivenheder. For det første står regeringen over for at skulle gennemføre smertefulde og upopulære neskæringer i aftalerne med kommuner og regioner til juni og dernæst ved efterårets finanslov, hvilket er de hårde realiteter ved den proklamerede nulvækst i det offentlige forbrug. Dertil kommer, at tegnene på et økonomisk opsving forsat er så spæde, at de næppe kan nå at slå effektivt igennem og få det hårdt trængte arbejdsmarked på fode igen, inden valgperioden udløber til november næste år, hvorfor statsministeren lige så godt kan slå til nu som senere.
Regeringen kan desuden håbe på fremgang i meningsmålingerne den kommende tid, efter værdipolitikken atter kom i centrum med den nye integrationsaftale, som vil give en hurtigere permanent opholdstilladelse til godt integrerede udlændinge, men samtidig gøre det næsten umuligt at få permanent ophold for dårligt integrerede, uanset om dette så må skyldes uvilje eller torturtraumer. Med denne manøvre har regeringen som mål på den ene side at skabe splid blandt oppositionspartierne og på den anden flytte fokus fra den økonomisk vanskelige situation skitseret ovenfor. Endelig er der den interne SF-uro, der for alvor brød ud for et par måneder siden, og som i hvert fald midlertidigt har svækket den populære SF-formand Villy Søvndal, mens februar måneds regeringsrokade har givet luft til den ellers så trængte statsminister.
Argumenterne imod et forårsvalg er dog mindst lige så tungtvejende. Som det kan ses af nedenstående graf udarbejdet på baggrund af professor Søren Risbjerg Thomsens vejede gennemsnitsmålinger, halter regeringensblokken stadig efter oppositionen, og selvom meningsmålinger ikke er der endelige sandhedsvidne, vil det stadig være hasardagtigt at udskrive valg, før disse i det mindste peger på et spinkelt flertal til regeringssiden. Desuden har en nylig meningsmåling fra Capacent for DR Nyheder vist, at kun 36 pct. af danskerne er tilfredse med Lars Løkke som statsminister, mens hele 30 pct. er utilfredse heriblandt 10 pct. af de borgerlige vælgere.
Den før omtalte integrationsaftale vil heller ikke nødvendigvis flytte stemmer til VKO-blokken, selvom aftalen formodentlig er populær blandt befolkningen. Socialdemokratiet og SF har nemlig været tilbageholdende med deres kritik og indvendinger, hvorfor det har været svært for VKO at få gjort integrationsområdet i almindelighed og den nye aftale i særdeleshed til en politisk slagmark. Endelig har regeringsrokaden vist sig ikke kun at være en ubeinget fordel for Lars Løkke. Flere ministre er kommet fint fra start, men den nye fødevareminister Henrik Høeghs (V) reklamestunt har allerede sat de første spørgsmålstegn ved, om alle de nye ministre nu også er lige velegnede.
Samlet set er der således både tungtvejende argumenter for og imod et lynvalg til foråret, hvorfor det ene gæt kan være lige så godt som det andet. Den eneste, som med sikkerhed ved om danskerne snart skal til stemmeurnerne, er statsministeren.
fredag den 12. marts 2010
Habermas og Twitter
Det 80-årige Frankfurter Skole-ikon er ikke selv på Twitter, men under den kendte tyske tænkers navn twitter en spøgefugl med habermas-klingende-sentenser som: 'Internettet introducerer deliberative elementer i kommunikationen og afbalancerer underskuddet ved massemediernes upersonlige og asymetriske karakter'. Det er så sandt, som det er sagt.
lørdag den 30. januar 2010
Scenarier for Obamas sundhedsreform
Natten mellem onsdag og torsdag dansk tid leverede præsident Barack Obama sin første årlige tale til nationen, den såkaldte State of the Union Address. Det var en velformuleret og karismatisk præsident den amerikanske befolkning fik at se, men samtidig en præsident, som må føle sig yderst presset af såvel politiske modstandere i kongressen som af vigende meningsmålinger, hvor nu 51 pct. støtter præsidenten mod 54 pct. sidste måned. Den 70 minutter lange tale fokuserede, som mange analytikere havde forventet, overvejende på den hårdt trængte amerikanske økonomi. Obama understregede behovet for at skabe nye jobs til den amerikanske befolkning, hvor nu 10 pct. står uden arbejde, nødvendigheden af at begrænse regeringens udgifter på visse områder for at få kontrol over den stadigt voksende amerikanske gæld, samt behovet for samarbejde mellem demokrater og republikanere i kongressen.
Sundhedsreformen, som ellers har været genstand for massive politiske forhandlinger og kompromisser siden Obama tiltrådte, blev klart nedprioriteret i talen, hvilket nok skyldes den nye politiske situation i senatet. Ved præsidentvalget fik demokraterne et såkaldt supermajority dvs. et flertal på 60 senatorer, hvilket forhindrede republikanerne i at lave en filibuster og dermed blokere for Obamas sundhedsreform. Denne fordel tabte demokraterne for et par uger siden, da suppleringsvalget i den ellers demokratiske delstat Massachusetts blev vundet af republikaneren Scott Brown, som blandt andet havde ført kampagne på at bryde demokraternes supermajority. Herunder præsenteres en række mulige scenarier for sundhedsreformens videre forløb.
Sundhedsreformen, som ellers har været genstand for massive politiske forhandlinger og kompromisser siden Obama tiltrådte, blev klart nedprioriteret i talen, hvilket nok skyldes den nye politiske situation i senatet. Ved præsidentvalget fik demokraterne et såkaldt supermajority dvs. et flertal på 60 senatorer, hvilket forhindrede republikanerne i at lave en filibuster og dermed blokere for Obamas sundhedsreform. Denne fordel tabte demokraterne for et par uger siden, da suppleringsvalget i den ellers demokratiske delstat Massachusetts blev vundet af republikaneren Scott Brown, som blandt andet havde ført kampagne på at bryde demokraternes supermajority. Herunder præsenteres en række mulige scenarier for sundhedsreformens videre forløb.
- Repræsentanternes hus kan vedtage det forslag til en sundhedsreform, som senatet vedtog juleaften, uden ændringer, hvorefter det automatisk vil blive sendt til præsident Obama til endelig godkendelse. Det store problem er dog, at flere medlemmer af repræsentanternes hus heriblandt visse demokrater ikke er tilfredse med afgørende dele af senatets forslag, hvorfor det risikerer at falde, hvis det ikke modificeres.
- Demokraterne kan forsøge at lave et kompromis, som begge kongressens kamre kan acceptere og derefter haste det igennem, inden Scott Brown tager plads i senatet. Ulempen for demokraterne er, at det hverken vil se kønt ud eller være populært blandt den amerikanske befolkning, og flere demokratiske senatorer har da også gjort opmærksom på, at de ikke vil stemme for en sundhedsform, inden Scott Brown sidder i senatet.
- Demokraterne kan gøre brug af en kontroversiel regl kaldet reconciliation, som forhindrer republikanerne i at lave en filibuster. Denne mulighed er dog både kompliceret og upopulær, da reglen normalt kun benyttes i forbindelse med vedtagelse af det føderale budget.
- Republikanerne kan få deres vilje og få genåbnet forhandlingerne om sundhedsreformen. Dette vil dog udsætte vedtagelsen af en sundhedsreform på ubestemt tid og være et større prestigetab for præsident Obama, som har prioriteret området højt, siden han blev valgt for mere end et år siden.
- Demokraterne kan fjerne de mest kontroversielle og omstridte elementer fra de to kamres forslag til en sundhedsreform, hvilket vil øge sandsynligheden for vedtagelse i såvel repræsentanternes hus som senatet. Det bliver i så fald ikke en så vidtgående reform som præsident Obama og demokraterne havde håbet, men uden et supermajority i senatet eller viljen til ufine taktiske manøvre er et kompromis med republikanerne den eneste vej frem.
Det bliver interessant at følge, hvilken strategi demokraterne vælger, og hvilket modtræk republikanerne i givet fald har parat. Præsident Barack Obama vil dog nok holde sig lidt på afstand den kommende tid for at pleje såvel den amerikanske økonomi som sin egen skrantende popularitet blandt de amerikanske vælgere.
torsdag den 28. januar 2010
Person of the Year 2009: Runner-Ups
Som det kunne læses den 1. januar her på bloggen, blev tidligere overvismand Peter Birch Sørensen udnævnt til årets person, hvilket skete på grundlag af hans egenskab som urokkelig debattør i velfærdsdebatten. Dog var han ikke den eneste, som opfyldte de opstillede kriterier, hvorfor de to nærmeste konkurrenter vil blive præsenteret herunder.
På en tæt andenplads kom den danske politolog Bjørn Lomborg, som er blevet verdenskendt for sine artikler og bøger med den hovedtese, at mange af miljøforkæmpernes forudsigelser og påstande er overdrevne, og at vi frem for at skære i vores udledning af drivhusgasser i stedet skal investere massivt i forskning og udvikling. Han var i alverdens medier op til og under klimatopmødet i december, hvor han gjorde opmærksom på, at en ny klimaaftale i stil med Kyoto-protokollen ville blive utrolig dyr, men kun udrette ganske lidt godt. Trods sin rolle som kontroversiel samfundsdebatør blev han dog ikke udnævnt til årets person, hvilket primært hænger sammen med undertegnedes syn på velfærdsdebatten som havende større aktualitets- og konfliktpotentiale end klimadebatten på nuværende tidspunkt. Det er korrekt, at vi stadig oftere gennem medierne konfronteres med mere eller mindre klimarelaterede historier, og at politikerne på Christiansborg ikke helt kan enes om, hvorledes problemerne skal håndteres, men i forhold til har velfærdsområdet langt større potentiale til at blive politisk sprængfarligt. Denne vurdering bygger på, at den danske befolkning når alt kommer til alt er mere interesserede i hvordan de påvirkes økonomisk nu, end hvordan klimaet har det om 50 til 100 år, samt at politikerne ved flere lejligheder har vist, at de er langt mere splittede på velfærdsområdet end på klimaområdet.
På en tredjeplads kom Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden, som er en stærk kritiker af regerings politik. Han var i sidste halvdel af 2009 indblandet i to meget kontroversielle sager, som delte såvel befolkning som politikere i trofaste støttere og indædte modstandere. Den første sag omhandlede den omstridte bog Jæger - i krig med eliten af tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som forsvaret forsøgte at stoppe udgivelsen af ved at begære fogedforbud mod bogen. Argumentet var, at bogen ville bringe danske soldaters liv i fare, hvilket Tøger Seidenfaden dog satte sig tvivlende over for efter at have talt med flere militære eksperter. Politiken besluttede derfor at trykke bogen som et tillæg til avisen med den begrundelse, at det ikke var forsvarets opgave at beslutte, hvilke bøger som skulle udkomme i Danmark, eller hvilke oplysninger den danske offentlighed skulle få om krigen i Afghanistan. Den anden sag drejede sig om en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som på trods af flere internationale organisationers bekymring for sikkerhedssituationen i Irak stod til tvangshjemsendelse. Politiken etablerede som reaktion herpå det såkaldte Irak Center, som ansatte omkring 100 irakere til en månedsløn på 32.000 kroner, således at de kunne søge en hurtig arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning. Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti kritiserede initiativet for kun at være et pro forma-arrangement for at sikre irakerne ophold i Danmark, men dette afviste Tøger Seidenfaden. Begge sager viser, at Tøger Seidenfaden i høj grad er en kontroversiel samfundsdebatør, men på trods heraf blev han ikke udnævnt til årets person. Dette skyldes, at de nævnte sager godt nok er konfliktfyldte, men ikke har den samme politiske tyngde som velfærdsdebatten.
På en tæt andenplads kom den danske politolog Bjørn Lomborg, som er blevet verdenskendt for sine artikler og bøger med den hovedtese, at mange af miljøforkæmpernes forudsigelser og påstande er overdrevne, og at vi frem for at skære i vores udledning af drivhusgasser i stedet skal investere massivt i forskning og udvikling. Han var i alverdens medier op til og under klimatopmødet i december, hvor han gjorde opmærksom på, at en ny klimaaftale i stil med Kyoto-protokollen ville blive utrolig dyr, men kun udrette ganske lidt godt. Trods sin rolle som kontroversiel samfundsdebatør blev han dog ikke udnævnt til årets person, hvilket primært hænger sammen med undertegnedes syn på velfærdsdebatten som havende større aktualitets- og konfliktpotentiale end klimadebatten på nuværende tidspunkt. Det er korrekt, at vi stadig oftere gennem medierne konfronteres med mere eller mindre klimarelaterede historier, og at politikerne på Christiansborg ikke helt kan enes om, hvorledes problemerne skal håndteres, men i forhold til har velfærdsområdet langt større potentiale til at blive politisk sprængfarligt. Denne vurdering bygger på, at den danske befolkning når alt kommer til alt er mere interesserede i hvordan de påvirkes økonomisk nu, end hvordan klimaet har det om 50 til 100 år, samt at politikerne ved flere lejligheder har vist, at de er langt mere splittede på velfærdsområdet end på klimaområdet.
På en tredjeplads kom Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden, som er en stærk kritiker af regerings politik. Han var i sidste halvdel af 2009 indblandet i to meget kontroversielle sager, som delte såvel befolkning som politikere i trofaste støttere og indædte modstandere. Den første sag omhandlede den omstridte bog Jæger - i krig med eliten af tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som forsvaret forsøgte at stoppe udgivelsen af ved at begære fogedforbud mod bogen. Argumentet var, at bogen ville bringe danske soldaters liv i fare, hvilket Tøger Seidenfaden dog satte sig tvivlende over for efter at have talt med flere militære eksperter. Politiken besluttede derfor at trykke bogen som et tillæg til avisen med den begrundelse, at det ikke var forsvarets opgave at beslutte, hvilke bøger som skulle udkomme i Danmark, eller hvilke oplysninger den danske offentlighed skulle få om krigen i Afghanistan. Den anden sag drejede sig om en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som på trods af flere internationale organisationers bekymring for sikkerhedssituationen i Irak stod til tvangshjemsendelse. Politiken etablerede som reaktion herpå det såkaldte Irak Center, som ansatte omkring 100 irakere til en månedsløn på 32.000 kroner, således at de kunne søge en hurtig arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning. Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti kritiserede initiativet for kun at være et pro forma-arrangement for at sikre irakerne ophold i Danmark, men dette afviste Tøger Seidenfaden. Begge sager viser, at Tøger Seidenfaden i høj grad er en kontroversiel samfundsdebatør, men på trods heraf blev han ikke udnævnt til årets person. Dette skyldes, at de nævnte sager godt nok er konfliktfyldte, men ikke har den samme politiske tyngde som velfærdsdebatten.
fredag den 1. januar 2010
Person of the Year 2009: Peter Birch Sørensen
Årets person er tidligere overvismand Peter Birch Sørensen (f. 1955), som er dansk økonom og professor ved Københavns Universitet. Han blev i 1980 cand.polit. fra Københavns Universitet og senere samme sted ph.d. i økonomi. Fra 1991-1995 var han professor på Handelshøjskolen i København også kendt som Copenhagen Business School (CBS), hvorefter han flyttede til sit nuværende professorat, hvor han forsker i makroøkonomi og økonomisk politik. I 1998 var han medstifter af Economic Policy Research Unit (EPRU), som har til formål at styrke forståelsen for praktisk økonomisk politik. Han var i årene 1997-1999 medlem af formandskabet i Det Økonomiske Råd (vismand) og bestred fra 2004 og frem til udgangen af 2009 formandsposten (overvismand).
Gennem det seneste år har Peter Birch Sørensen som overvismand haft en fremtrædende rolle i debatten om den fremtidige danske velfærd, som ifølge flere politiske og økonomiske eksperter er under voldsomt pres. Baggrunden er for det første, at den såkaldte ældrebyrde dvs. andelen af ressourcekrævende ældre i forhold til arbejdsdygtige unge bliver stadig større, hvilket kan ses af nedenstående søjlediagram, som bygger på tal fra Danmarks Statistik. Foruden dette demografiske problem slipper den danske olie i Nordsøen ligeledes snart op, hvilket har betydelige konsekvenser for den danske statskasse, som i årevis har indkasseret adskillige milliarder skattekroner. Uden de nødvendige indgreb er konsekvensen af ovenstående, at statskassen langsomt men sikkert drænes, hvilket efterlader politikerne uden mulighed for at finansiere danskernes skolegang, lægebehandling og ældrepleje for bare at nævne nogle af de væsentligste velfærdsydelser.
Der findes som udgangspunkt tre typer af indgreb, som politikerne kan gøre brug af for igen at bringe udgifter og indtægter i balance, hvor nogle er mere realistiske end andre. For det første kan politikerne beslutte at skære direkte i velfærdsydelserne, hvilket dog vil være politisk selvmord og derfor ingen farbar vej for Folketingets partier. For det andet kan skatterne hæves, hvilket dog næppe er en realistisk mulighed, da de danske skatter allerede hører til blandt de højeste i verden. For det tredje kan arbejdsudbudet øges, hvilket på trods af mange protester fra både befolkning og politikere ifølge Det Økonomiske Råd med Peter Birch Sørensen i spidsen er den primære vej frem. Blandt de mest kontroversielle foreslag er fjernelsen af efterlønnen samt forkortelsen af dagpengeperioden, hvilket dog ifølge økonomerne er en nødvendighed for at sikre den danske velfærd. Selv under finanskrisen hvor såvel befolkning som politikere helt gav slip på de langsigtede udfordringer, holdt Peter Birch Sørensen hovedet koldt og fortsatte med at insistere på, at velfærdsproblematikken ikke løser sig selv. Det er blandt andet grundet denne egenskab som urokkelig debattør, at han er blevet udnævnt til årets person.
Udnævnelsen af årets person er sket på baggrund af kriterier opstillet i et blogindlæg fra den 31. december 2009.
Gennem det seneste år har Peter Birch Sørensen som overvismand haft en fremtrædende rolle i debatten om den fremtidige danske velfærd, som ifølge flere politiske og økonomiske eksperter er under voldsomt pres. Baggrunden er for det første, at den såkaldte ældrebyrde dvs. andelen af ressourcekrævende ældre i forhold til arbejdsdygtige unge bliver stadig større, hvilket kan ses af nedenstående søjlediagram, som bygger på tal fra Danmarks Statistik. Foruden dette demografiske problem slipper den danske olie i Nordsøen ligeledes snart op, hvilket har betydelige konsekvenser for den danske statskasse, som i årevis har indkasseret adskillige milliarder skattekroner. Uden de nødvendige indgreb er konsekvensen af ovenstående, at statskassen langsomt men sikkert drænes, hvilket efterlader politikerne uden mulighed for at finansiere danskernes skolegang, lægebehandling og ældrepleje for bare at nævne nogle af de væsentligste velfærdsydelser.
Der findes som udgangspunkt tre typer af indgreb, som politikerne kan gøre brug af for igen at bringe udgifter og indtægter i balance, hvor nogle er mere realistiske end andre. For det første kan politikerne beslutte at skære direkte i velfærdsydelserne, hvilket dog vil være politisk selvmord og derfor ingen farbar vej for Folketingets partier. For det andet kan skatterne hæves, hvilket dog næppe er en realistisk mulighed, da de danske skatter allerede hører til blandt de højeste i verden. For det tredje kan arbejdsudbudet øges, hvilket på trods af mange protester fra både befolkning og politikere ifølge Det Økonomiske Råd med Peter Birch Sørensen i spidsen er den primære vej frem. Blandt de mest kontroversielle foreslag er fjernelsen af efterlønnen samt forkortelsen af dagpengeperioden, hvilket dog ifølge økonomerne er en nødvendighed for at sikre den danske velfærd. Selv under finanskrisen hvor såvel befolkning som politikere helt gav slip på de langsigtede udfordringer, holdt Peter Birch Sørensen hovedet koldt og fortsatte med at insistere på, at velfærdsproblematikken ikke løser sig selv. Det er blandt andet grundet denne egenskab som urokkelig debattør, at han er blevet udnævnt til årets person.
Udnævnelsen af årets person er sket på baggrund af kriterier opstillet i et blogindlæg fra den 31. december 2009.
Abonner på:
Opslag (Atom)